Tordensten, folkelig betegnelse for sten, som menes at være faldet ned fra himlen i forbindelse med lynnedslag. Forestillingen har været knyttet til vættelys (belemnit), forstenede søpindsvin (echenit), meteorer og til flintøkser fra stenalderen. Sådanne sten kunne ifølge folketroen beskytte mod lynnedslag, bringe lykke og værne mod trolddom. Brugen af tordensten som amulet kan i gravfund i Norden dokumenteres tilbage til stenalderen. Mange religioner, fx nordisk religion, har lynguder, hvis tordenvåben, fx dobbeltøksen, treforken eller torshammeren Mjølner, rammer jorden som et lyn.