Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skud

Oprindelig forfatter GH Seneste forfatter Redaktionen

skud, ifølge folketroen en forestilling om, at overnaturlige væsener kan ramme dyr og mennesker med deres usynlige pile. Det var i ældre tid en udbredt sygdomsforklaring, som det fx fremgår af en signeremse, som en klog kone på Falster brugte ca. 1690, når nogen var blevet "skudt": "Jeg signer dette menneskes eller kreaturs mén for solskud, nisseskud, dværgeskud, blodskud, elleskud ... Nu revner stok, nu revner sten. Hermed signer jeg denne mands/kreaturs mén for alle de skud, som er imellem himmel og jord ...". Nu kendes forestillingen måske bedst fra "Elverskudsvisen", hvor hr. Oluf dør efter at være "slået" af elverpigernes "knive". Også i betegnelsen hekseskud er der en mindelse om skud, selvom det ikke længere sættes i forbindelse med hekseri.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gustav Henningsen: skud i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160589