Skifting, bytting, troldebarn ombyttet med et menneskebarn. Troen på, at overnaturlige væsener, underjordiske dæmoner eller djævle kan røve et udøbt barn og ombytte det med et af deres egne, er kendt over hele Europa. Skiftingen er grim, har et stort hoved, som kan være blødt at føle på, og dens øjne er små og skelende. Den vokser ikke med alderen, selvom den er grådig og altædende, lærer aldrig at gå og kan kun frembringe enkelte lyde; ofte betegnes den "et sært barn" eller "en idiot". Motivet er brugt frit i August Bournonvilles ballet Et Folkesagn (1854).