Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skæmtehistorie

Oprindelig forfatter EKMa Seneste forfatter Redaktionen

skæmtehistorie, kort fortælling, eventyr eller anekdote af munter, drillende, parodisk, uhumsk eller obskøn karakter. Genren er international; de europæiske samlinger af skæmtehistorier peger på forbindelser til Orienten. Fra 1200-t. stammer de ældste kendte europæiske skæmtehistorier, de franske fabliaux. I de trykte folkebøger fra 1500-t. samles skæmtehistorier om en hovedperson eller i rammer, fx folkebøgerne om Marcolfus, De syv vise mestre og Till Uglspil, senmiddelalderens frækkeste nar. Historierne om Den tapre skrædder kan også regnes til dette muntre selskab. Dertil kommer blandede anekdotesamlinger, fx tyskeren Michael Lindeners (ca. 1520-62) Rastbüchlein (1558). Den udkom på dansk i mange udgaver under titlen Tid Fordriff. En skøn lystig Selskabs Bog.

Nyere skæmtehistorier er Peter Wessel-historierne, der i Sverige kaldes Bellman-historier, og som er kendt for deres ekskrementale og seksuelle pointer. Efter mundtlig fortælling indsamlede og udgav Evald Tang Kristensen skæmtehistorier i Molbo- og Aggerbohistorier (1892) og Danske Skjæmtesagn (1900). En del af de skæmtehistorier, som folk fortalte og stadig fortæller, er aldrig kommet på tryk på grund af deres grove og frække karakter, men de lever stædigt i mundtlig tradition. Se eventyr.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eske K. Mathiesen: skæmtehistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160784