remse

Remse, rytmisk præget række af ord, navne eller sætninger med mere eller mindre tydelig sammenhæng. I ældre digtning, fx den norrøne, kan remser af slægtsnavne, stednavne og andre navne danne selvstændigt strukturerede helheder. Kulturhistorikeren Gudmund Schütte (1872-1958) viste i sin doktorafhandling, Oldsagn om Godtjod (1907), hvordan de remser, som andre forskere havde opfattet som mere tilfældigt strukturerede tillæg til hovedteksten, kunne have en egen funktionsbestemt æstetik, egne episke love.

I den i hovedsagen mundtligt overleverede folkedigtning fandtes og findes en mangfoldighed af remser, ofte rimede, nogle brugt af voksne, andre af børn og tit af voksne til børn. Byderemser blev i landbosamfundet gentaget af bydemanden ved invitationer til livets højtider og fester. Der findes remser i bønner og trylleformularer; her kan man ane noget ligefrem besværgende i opremsningernes monotoni. I byremser har man omtalt andre byer drillende og nedladende. I parodiske remser har man efterlignet bryllupsindbydelser, efterlysninger o.l. Hyrder har kommunikeret med hinanden vha. hyrderemser. Blandt gøglere har man haft — og har stadig — rekommandørremser; gøgleren over alle danske gøglere, Professor Labri, udviklede formen til rablende mesterskab, siden videreført af Professor Tribini. Gadehandlere, der råber med varer, digter remser. Endvidere fandtes i en ældre skoleform med megen udenadslære remser med kongerækker, de små og de store profeter og byer, fx dem venstre rundt om Fyn.

Børn har lært remseeventyr om Den bugede kat og Pandekagen på vandring. De har lært drilleremser, vrøvleremser og kæderemser eller kædeviser, hvor de enkelte led gentages med stadige tilskud, indtil det hele samles i sidste led. Folkemindeforskeren H.F. Feilberg kaldte træffende disse remser for øgeremser. Eksempler er remsevisen om juledagene "Første juledag Sankte Martin mig gav" og "Langt ude i skoven lå et lille bjerg". Der findes mange legeremser, først og fremmest i form af tælleremser, men også som selskabs- og pantelege for voksne. De fleste kender remsen om fingrenes navne: Tommeltot, Slikkepot, Langemand, Guldbrand og lille Peter Spillemand.

Remserne med deres gentagelser, rytme, musik og ordekvilibrisme har en central og formentlig ældgammel plads i den folkelige digtning. De er forholdsvis nemme at lære og at huske — de huskes ofte livslangt — og de indbyder i deres leg med sproget til den underholdning, som er deres mening. I bogen Danske Dyrefabler og Kjæderemser (1896) har folkemindesamleren Evald Tang Kristensen udgivet en broget buket af eksempler på denne muntre grundform i den mundtligt overleverede folkelige digtning. Af nyere digtere har især Halfdan Rasmussen dyrket remseformen i sine bøger for børn.