Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

naturlyd

Oprindelig forfatter EKMa Seneste forfatter Redaktionen

naturlyd, folkloristernes betegnelse for de traditionelle, formelagtige efterligninger og tolkninger af dyre- og fuglestemmer, som folk over hele verden har digtet om og overleveret mundtligt gennem tiderne.

Denne miniaturedigtning, som kan være af betydelig ælde, hører ved sine temaer og udtryksformer hjemme blandt dyrefabler, vejrvarsler, hyrderåb, børnerim og remser. Ved sin lydhørhed over for naturen er denne poesi en del af den folkelige naturhistorie og ved sin leg med lyd og sprog et eksempel på den mundtlige digtnings fantasi. Man har også efterlignet og tolket vognhjulenes, den kogende grydes og kirkeklokkernes lyd, ikke sjældent med satiriske pointer. Eksempler på naturlyd er trykt i Evald Tang KristensensDanske Dyrefabler og Kjæderemser (1896).

Skønlitteraturen har ikke direkte taget denne poesi op som genre og udnyttet den, som tilfældet har været med anden folkedigtning, fx viser, eventyr og børnerim. Grunden hertil kan være genrens udprægede mundtlighed: Den visner på papiret. Om den efterligning af fuglestemmer, som musikhistorien kan vise mange eksempler på, også kan være sket med afsæt i folkelig naturlyd, er ikke afklaret; i spillemandsmusikken er der eksempler herpå.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eske K. Mathiesen: naturlyd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130447