Kirkevare, dyr, der blev levende begravet ved en kirkes opførelse. Efter folketroen går det igen og varsler dødsfald i sognet; jf. at andetleddet vare egentlig betyder 'varsel'. De hyppigst forekommende varer var kirkelammet (liglammet), gravsoen og helhesten. Kirkevaren betegnes visse steder som sognets hel eller kirkegrim, som det er tilfældet i Nordsjælland og Sydsverige; andetleddet er det samme som ordet grime, hvilket kan hænge sammen med ceremoniellet ved bygningsofferet, hvor dyret muligvis er blevet forsynet med en skræmmemaske før den levende begravelse. Uden for Skandinavien kendes forestillingen om kirkevaren kun fra Nordengland, hvor betegnelsen churchgrim er en direkte oversættelse af det nordiske ord.