Helhest, hellen, kirkehesten, ifølge folketroen en trebenet, undertiden hovedløs hest, som varsler død. Førsteleddet "Hel" er betegnelsen på det gamle nordiske dødsrige. Helhesten nævnes første gang i Danmark 1672. I ældre tid blev den ofte identificeret med pesten: "Hel går omkring", sagde man i Sønderjylland i 1600-t., når en dødbringende pest bredte sig fra landsby til landsby. I 1800-t. opfattedes helhesten hyppigt som kirkevare, og ifølge en teori var det genfærdet af en hest, der som en slags indvielse var blevet levende begravet på kirkegården.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.