• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

heks

Oprindelig forfatter GH Seneste forfatter Redaktionen

heks, kvinde, som tillægges magiske evner, i danske dialekter også brugt om mænd.

Troen på hekse praktiseres fortrinsvis på landsbyplan og består i, at man gør bestemte mennesker ansvarlige for sine personlige ulykker. Beskyldningerne rammer ikke blot kvinder, men i de fleste kulturer også mænd.

Afhængig af tid og sted kan heksetroen være forskelligt udformet, men generelt følger den inversionsprincippet, således at et samfunds moralske og religiøse normer afspejler sig med modsat fortegn i dets heksetro.

Annonce

Heksetroen er fuld af animistiske forestillinger, hvilket tyder på høj alder. Når heksen fx "spiser" et menneske, er det således ikke kødet, men kødets "sjæl", der bliver ædt. Dette er i sig selv nok til, at offeret sygner hen og dør.

Ordet heks kommer af tysk Hexe, af oldhøjtysk hagazussa, 1. led hag 'gærde', sigtende til væsen som oldnordisk túnriða 'gærderiderske, heks', 2. led samme ord som norsk tysja 'underjordisk væsen'.

Den høje alder synes også bekræftet af de mange træk, som er fælles for europæisk, asiatisk og afrikansk heksetro: forestillingen om hemmelige forbund af hekse, som på deres natlige møder holder festmåltid på deres egne slægtninge, og tanken om hekseriet som en personlig, ofte nedarvet evne, der sætter heksen i stand til at flyve, forvandle sig til dyreskikkelse og skade sine medmennesker på overnaturlig vis.

Selv et så specifikt motiv som skinlegemet, der bliver liggende i sengen som alibi, mens heksen er til sabbat, findes i alle tre verdensdele. Særlig mange paralleller er der mellem europæisk og indisk tro på hekse, som begge steder går tilbage til oldtiden. Til Amerika kom heksetroen først i kolonitiden med europæerne og med de afrikanske slaver.

Den europæiske hekseforfølgelse

Inkvisitionen, Pavens domstol til bekæmpelse af kætteri blev oprettet i 1231. Siden led mange mennesker døden på bålet for påstået kætteri mod den katolske kirke. Her et engelsk kobberstik fra 1600-tallet der viser en kætterbrænding i Portugal.

Inkvisitionen, Pavens domstol til bekæmpelse af kætteri blev oprettet i 1231. Siden led mange mennesker døden på bålet for påstået kætteri mod den katolske kirke. Her et engelsk kobberstik fra 1600-tallet der viser en kætterbrænding i Portugal.

Oldtiden og middelalderen kendte ikke til hekseprocesser, og oplysninger om heksetroen i denne periode er sparsomme. Den romerske forfatter Lucius Apulejus omtaler i Det Gyldne Æsel (ca. 160 e.Kr.) forestillingerne om de thessaliske hekse, som smører deres nøgne krop ind i en salve, der forvandler dem til ugler, inden de drager af sted på deres natlige ridt.

I Lex Salica (en stammelov for de saliske frankere ved den nedre Rhin, optegnet ca. 500) hedder det, at hvis en heks (latin strix) overbevises om at have ædt et menneske, skal han eller hun idømmes mandebod for mordet.

I Karl den Stores lov for de nykristnede saksere (ca. 787) blev det forbudt at foretage henrettelser af mænd og kvinder, som ifølge hedensk opfattelse var menneskeædende hekse.

Middelalderkirken anså heksetroen for hedensk overtro, og i den såkaldte Canon episcopi fra 900-t., som i 1100-t. indlemmedes i Decretum Gratiani, indskærpedes det præsterne at prædike imod dem, der var enfoldige nok til at fæste lid til de kvinder, som påstod at have redet gennem luften i gudinden Dianas følge på bestemte nætter sammen med et utal af andre kvinder. Ved flere lejligheder fordømte kirken hekselynchninger. Om tre kvinder, der i 1090 nær München blev brændt som giftblandersker og fordærvere af mennesker og afgrøder, hedder det således i en gejstlig krønike, at de døde som martyrer.

Nyere forskning er enig om at se hekseprocesserne som et renæssancefænomen. Egentlige hekseprocesser dukker først op i 1400-t.: 1420 i Rom, 1428 i Todi i Norditalien og samme år i Valais i Schweiz.

Middelalderen ud var hekseprocesserne stort set begrænset til egnene omkring Alperne og Pyrenæerne. Pave Innocens 8.s berømte heksebulle fra 5.12.1484 havde således kun lokal virkning, og heller ikke Malleus maleficarum, en håndbog i hekseprocesser udsendt 1487 af inkvisitoren Heinrich Kramer, viser sig at have haft så megen indflydelse som tidligere antaget. I langt højere grad synes folketraditionen at være blevet påvirket af hetz fra prædikestolene og af de mange flyveblade, der i store oplag spredte nyhederne om hekseprocessernes rystende afsløringer.

Hvor man blev udsat for massiv propaganda, kunne de føre til kaos i det folkelige forestillingsunivers med deraf følgende heksepanik og masseforfølgelse. Men de allerfleste steder forløb hekseforfølgelsen som enkeltprocesser og drejede sig om konkrete magiske skader, som de anklagede blev forhørt om, uden at der blev stillet spørgsmål om djævlepagt.

Det er betegnende for øvrighedens holdning, at ca. halvdelen af sagerne endte med frifindelse. Først 1575-1675 nåedes højdepunktet i den europæiske hekseforfølgelse, men allerede fra 1660 var processerne på retur de fleste steder i Vesteuropa. I Østeuropa fortsatte de derimod langt op i 1700-t. Den sidste lovlige heksebrænding fandt sted i Polen 1793. I alt regner man med, at forfølgelsen kostede 50.000 menneskeliv, overvejende kvinder, heraf mere end en tredjedel i Tyskland.

Maren Splids-mindeplade på Maren Splids' hus: Her boede Skrædder Laurids Splid hvis stakkels Hustru Maren 9 Novb 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne ved Ribe. (Det menes, at Maren Splids blev brændt 10. november og ikke 9. november).

Maren Splids-mindeplade på Maren Splids' hus: Her boede Skrædder Laurids Splid hvis stakkels Hustru Maren 9 Novb 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne ved Ribe. (Det menes, at Maren Splids blev brændt 10. november og ikke 9. november).

Fra Danmark kendes først hekseprocesser efter Reformationen (se Køge huskors og Maren Splids). I alt blev der formentlig brændt tusinde mennesker herhjemme. Den sidste heksebrænding fandt sted på Falster i 1693.

Tidligst holdt heksebålene op i Sydeuropa. Det skyldtes den konservative indstilling hos inkvisitionen, som holdt fast ved den middelalderlige opfattelse af heksetro som hedensk overtro.

Allerede i 1526 indstillede den spanske inkvisition heksebrændingerne. Da de genoptoges i 1610 under påvirkning af heksehysteriet i Frankrig, blev der foranstaltet en grundig undersøgelse. Inkvisitoren Alonso de Salazar Frías berejste Baskerlandet i otte måneder og forhørte et par tusinde mennesker. I sin rapport fastslog Salazar, at der ikke var fundet beviser for en eneste heksehandling. Heksepanikken skyldtes løse rygter og propaganda, for, som han skriver, "der var hverken hekse eller forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem". Nu ophørte den spanske inkvisition definitivt med at brænde hekse. En lignende skepsis udvistes af den romerske og portugisiske inkvisition.

For hekseforfølgelsen i den nye verden betød det, at på samme tid, som det protestantiske Nordamerika dømte hekse til bålet i dusinvis, blev ingen brændt for hekseri i det katolske Latinamerika, hverken i de spanske eller de portugisiske kolonier.

Den folkelige heksejagt

Efter hekseprocessernes ophør fortsatte forfølgelsen på et folkeligt plan med overfald, mord og lynchninger. Det sidste danske heksemord fandt sted i Brigsted ved Horsens år 1800. Sådanne overgreb er fortsat til 1900-t.s slutning i økonomisk tilbagestående områder af Europa, hvor man har holdt fast ved heksetroens barske livsfilosofi.

Hekseforfølgelse er ikke noget specielt for den vestlige verden. Kina oplevede en slags heksepanik i 1768, og i Afrika var der i 1900-t. den ene heksefinderbevægelse efter den anden. Dog er det uden for Europa almindeligt at skåne heksene, blot de bekender deres "hekseri" og beder om tilgivelse.

Moderne hekse

De "nyhekse", som den vestlige verden har oplevet siden midten af 1900-t., har intet at gøre med hekse i traditionel forstand, og de kan heller ikke spores længere tilbage end til ca. 1950.

Den moderne bevægelse er inspireret af forskellige retninger inden for lærd magi samt af Margaret Murrays (1863-1963) teori fra 1921 om hekseprocesserne som et opgør mellem kristendommen og "den gamle religion".

Margaret Murrays spekulationer er blevet kraftigt tilbagevist af forskningen, men nyheksene har ført hendes teori ud i livet ved for første gang i historien at holde heksesabbat i virkeligheden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gustav Henningsen: heks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90025