grif

Grif, mægtigt firefodet fabeldyr, oftest en ørn med store vinger med en løves bagkrop; nogle griffer har dog slangehoved. Griffen er et af de ældste fabeldyr, man kender, bl.a. afbildet på 5000 år gamle sumeriske seglsten, og den har slægtninge flere steder i den nære orients og Egyptens religiøse og dekorative kunst. Navnet grif er vistnok i familie med det hebraiske kerub.

Griffen er formentlig kommet til de middelalderlige encyklopædister i Europa og dermed ind i europæisk kultur via den græske historiker Herodots skildring af griffen, der vogter guld i Skythiens allernordligste bjerge og forsvarer det mod de enøjede folk, arimasperne. Endvidere kendes den fra den græske læge Ktesias, der henlægger en lignende, meget livagtig beretning til Nordindien. Sandsynligvis har griffen sin reelle baggrund i lammegribben, Asiens største rovfugl.

Griffen var dukket op i græsk kunst i den mykenske periode og blev gennem hele antikken anvendt både ornamentalt og til skræk og advarsel.

Endnu i begyndelsen af 1600-t. troede man i Europa, at griffen eksisterede. Hertil bidrog de såkaldte grif- eller gamkløer, der blev brugt til drikkekar og relikviegemmer; de var i virkeligheden stærkt bøjede, eksotiske dyrehorn. Strudseæg blev antaget for grif- eller gamæg.

I Danmark er griffen brugt i billedkunst, bl.a. i kalkmalerier og i heraldik, men er aldrig blevet folketro.