Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folketro

Oprindelig forfatter GH Seneste forfatter Bodil Hammer

folketro, den faglige betegnelse for overtro. Folketro er større befolkningsgruppers forestillinger om overnaturlige eller uforklarlige kræfter, væsener og sammenhænge. Forestillingerne udgør ikke et samlet system, men stammer tværtimod fra vidt forskellige tankebygninger, der ofte er indbyrdes modstridende. I dansk folketro findes således elementer fra protestantisme, katolicisme og primitiv religion side om side med forestillinger fra gamle videnskabelige systemer som astrologi og antik eller middelalderlig lægevidenskab. Disse modsigelser opleves dog ikke af traditionsbærerne, eftersom de enkelte forestillinger og riter er knyttet til forskellige hverdagssituationer, som sjældent aktualiseres på samme tid. Folketroen fungerer som en dagliglivsfilosofi, der fortæller folk, hvordan de skal tænke og handle i konkrete situationer, og troen og riterne er så nøje forbundet med disse situationer, at folketro lader sig karakterisere som en pragmatisk tænkemåde, hvor man snarere aktualiserer end intellektualiserer sine forestillinger.

Indtil omkring 1900 var folketroen præget af naturmytologiske forestillinger om overnaturlige væsener, som befolkede skovene, bakkerne, vandløbene og havet (ellefolkene, de underjordiske, åmanden, havmænd og havfruer). Side om side med forestillingerne om en besjælet natur (animisme) opererede man med ikke-personificerede magter (mana), fx knyttet til kilder, træer og sten. En særlig gruppe af overnaturlige væsener var varulve og marer, hhv. mænd og kvinder, som pga. en forbandelse fra tid til anden optrådte i dyreham. Folketroen opererede også med overnaturlige evner, som man kunne være født med: Den synske var i stand til at se gengangere og få visioner om fremtidige hændelser, dobbeltgængeren kunne være flere steder på samme tid, heksen kunne skade andre med sin blotte misundelse, og den kloge var født med evnen til at helbrede. Almindelige mennesker måtte klare sig med magiske riter.

Magiens komponenter lader sig opdele i magiske genstande, fx tillægges stål, salt og røn(nebærtræ) en overnaturlig kraft (mana), magiske kvaliteter som den første, den sidste, baglæns, modsols, antallet ni, og magiske kombinationer som ni slags træ, en jordfast sten og kirkegårdsjord, hvor det er forbindelsen, der giver den magiske kraft, idet træ, sten og jord ikke i sig selv har magisk kraft.

Annonce

Endelig var tabuer, tegn og varsler bestemmende for menneskers adfærd i det daglige liv: Man måtte ikke "skue hænder" (sammenligne hinandens hænder), for det varslede død; mellem jul og nytår måtte man ikke nævne mus og rotter, ellers fik man mange af dem i det nye år, men man kunne omtale dem under magiske dæknavne (noaord) som "de store" og "de små". Brød man sådanne tabuer, vidste man altså, hvad der ventede; men hvordan det nærmere hang sammen, gjorde man sig ikke klog på. Det samme var tilfældet med varsler og tegn (omen): Sætter en skade sig på huset, betyder det fremmede; regner det om søndagen, så længe alterbogen i kirken er åben, vil det regne hele ugen; når hundene tuder, varsler det lig i huset (alle omtalt i præsten Jacob Bircherods optegnelser fra 1734). Ved slutningen af 1900-t. — ikke mindst efter hvad man kunne kalde en magisk renæssance i 1960'erne — er meget ny folketro kommet til som løsrevne brokker af såkaldte alternative videns- og trossystemer. Mange mennesker tror i de seneste årtier på reinkarnation, på healing, på UFOer, på auraer, og i modsætning til tidligere véd alle mennesker, hvilket stjernetegn de er født i. Se også folkereligion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gustav Henningsen: folketro i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77809