• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkemindevidenskab

Oprindelig forfatter Pioe Seneste forfatter Redaktionen

Folkemindevidenskab. Når folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var ude på sine indsamlingsrejser, havde han altid sin skuldertaske med. I den havde han notesbøger, trækpapir, penne og et blækhus. Dansk Folkemindesamling.

Folkemindevidenskab. Når folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var ude på sine indsamlingsrejser, havde han altid sin skuldertaske med. I den havde han notesbøger, trækpapir, penne og et blækhus. Dansk Folkemindesamling.

folkemindevidenskab, studiet af folkeminder. I slutningen af 1700-t. pegede den tyske filosof Johann Gottfried Herder på betydningen af at indsamle hvert folks, hver nations mundtligt overleverede traditioner: eventyr, viser, rim og remser, ordsprog, sagn, tro og skikke. Han kaldte denne nationale arv "en stor og vigtig studiegenstand" for historieskriveren lige så vel som for digteren og filosoffen. Den hidtidige historieskrivning karakteriserede han som "en ren og skær patologi", som alene drejede sig om kejsere og rigsstænder og de funktionsforstyrrelser, der gælder dem, mens historien dog skulle være "en folkelegemets fysiologi", der undersøgte nationernes ejendommeligheder i tænkesæt, dannelse, tro, skikke og sprog (Von Ähnlichkeit der mittlern englischen und deutschen Dichtkunst, 1777). Selv bidrog han med en samling Volkslieder (1778-79), der blev genudgivet posthumt under titlen Stimmen der Völker in Liedern (1807).

Herder blev ideologen bag den romantiske bevægelse, som i Tyskland fik en ganske særlig kulturpolitisk betydning, efter at Napoleon i 1806 knuste den preussiske hær. Da var det, man fik brug for at vække, hvad Herder kaldte folkeånden. Det gjorde de unge romantikere ved at nedskrive almuens mundtlige digtning og ved at udgive den i en forædlet skikkelse, dvs. litterært bearbejdet. Målet var, at denne digtning, der var skabt af folkesjælen, skulle blive hele nationens eje, sådan som man mente, at den engang havde været det.

Grimm og Grundtvig

Midt i denne bølge af begejstring trådte to tyske filologer, Jacob og Wilhelm Grimm, frem på scenen. Under deres studier i forbindelse med udgivelsen af Kinder- und Hausmärchen (1812) fremlagde de den arbejdshypotese, at eventyrene med deres høje alder og internationale udbredelse var en arv fra indoeuropæisk tid: De var rester af en mytologi, som folkeslagene fra Indien til Europa engang havde været fælles om. Og i Deutsche Mythologie (1835) anvendte Jacob Grimm ikke blot eventyr og sagn til at belyse de gamle germanske myter med, men også folketro og folkeskikke.

Annonce

Brødrene Grimm var de første, der viste, hvilke store forskningsmæssige perspektiver der kunne være i studiet af folketraditionen. I kølvandet af denne opdagelse intensiveredes indsamlingen og udgivelsen af folkeminder overalt i Europa.

I 1816 udgav Rasmus NyerupAlmindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, hvori han, inspireret af den tyske filolog Joseph Görres' Die deutschen Volksbücher (1807), udgav de internationale folkebøger, som indtil da var blevet udgivet i Danmark. Det var dog Svend Grundtvig, der herhjemme blev primus motor som organisator af indsamlingsarbejdet, som udgiver og som forsker. Da han 1854-61 udgav sit trebindsværk Gamle danske Minder, skrev han, at materialet i denne antologi først "vil kunne yde Videnskaben Udbytte", når det er blevet "gjort til Genstand for en grundig, kritisk og comparativ Behandling. Men med de Resultater for Øje, som navnlig Jakob Grimm og hans Skole... havde vidst at afvinde folkelige Overleveringer af denne Art... kan jeg ikke være i Tvivl om det ønskelige i ogsaa for Danmarks Vedkommende at tilvejebringe saadanne Samlinger, der sikkerlig ville blive af Betydning for alle Grene af den nordiske Philologi, navnlig for Mythologien, Culturhistorien og Lingvistiken".

Svend Grundtvig var nordisk filolog, og da han blev docent i 1863, definerede han i sin første forelæsning faget som "Videnskaben om det nordiske Folks hele Aandsliv gennem alle Tider og i alle Yttringsformer, saaledes som dette Folks Aand har aabenbaret sig og endnu aabenbarer sig baade i selve Sproget — Ordet, Logos, Aandens umiddelbare Udtryk — og i Folkets Tro og Digtning, i dets Sædvane og dets hele Liv" (utrykt manuskript i Dansk Folkemindesamling). Hermed var studiet af de folkelige traditioner blevet introduceret som akademisk fag.

I kraft af sin store belæsthed og tilskyndet hertil af faderen, N.F.S. Grundtvig, havde han et dybtgående kendskab til alle grene af den nordiske filologi. Hans vægtigste bidrag til folkemindeforskningen har dog altid udgangspunkt i hans visestudier. Det var som folkeviseforsker, han vandt europæisk anerkendelse. Hans grundsyn på de enkelte viser var, at de var blevet skabt i middelalderen, og at man aldrig kunne rekonstruere deres egentlige originalform. Derimod kunne man indkredse en vises oprindelige sagnform, dens episke grundtræk. Det væsentligste for Svend Grundtvig var dog at analysere visetraditionen som tradition, dvs. som "levende Organismer". Tanken om en folkevise som noget levende, der kan opstå, udbrede sig, tilpasse sig nye livsforhold, dø ud, er af principiel betydning for al folkedigtning og for forståelsen af selve traditionsbegrebet. Den metodiske grundtanke, der ligger bag, var ny. Axel Olrik videreførte den, og svenskeren Carl von Sydow, der i øvrigt også var uddannet som botaniker, talte i 1930'erne ligefrem om traditionens biologi. En senere tid taler om samspillet mellem variation og stabilitet som et særkende ved alle folkeminder. Selv så Svend Grundtvig en parallel mellem viserne og den øvrige folkedigtning, særlig eventyrene. Han påbegyndte således i 1856 en samling af referater af eventyr og udformede i 1861 en (utrykt) eventyrkatalog, i øvrigt verdens første.

Den australske komponist og musiker Percy Grainger (nr. 2 fra højre) rejste sammen med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (siddende midt i billedet) rundt i Jylland for at indsamle folkeviser. Her optager de viser i 1922 i museumsforstander H.P. Hansens villa Lindebo i Herning.

Den australske komponist og musiker Percy Grainger (nr. 2 fra højre) rejste sammen med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (siddende midt i billedet) rundt i Jylland for at indsamle folkeviser. Her optager de viser i 1922 i museumsforstander H.P. Hansens villa Lindebo i Herning.

Udvikling af studiet

I begyndelsen af 1900-t. var situationen for folkemindevidenskaben den, at der nu var indsamlet og udgivet et stort materiale. I hele Europa havde samlere dermed skabt et grundlag for forskningen. Nævnes kan Evald Tang Kristensen og H.F. Feilberg fra Danmark, K. Krohn og A. Aarne fra Finland, G. Pitré fra Italien, P. Sébillot fra Frankrig, R. Wossidlo fra Tyskland samt W. Mannhardt, der satte en metodisk indsamling i gang, idet han udsendte titusinder af spørgeskemaer om folketro og skikke til kontakter i hele Nordeuropa. I 1905 påbegyndte Axel Olrik en lærebog i studiet af folkedigtningen (Nogle Grundsætninger for Sagnforskning. Udg. posthumt af Hans Ellekilde i 1921). Den forblev en torso, men indeholder dog gennemarbejdede kapitler om centrale teoretiske emner som genreanalyse, kildekritik (et supplement til Erslevs Grundsætninger for historisk Kildekritik, 1892), de episke love og principperne for den historisk-geografiske metode.

Da det i overensstemmelse med hele den første folkemindeforsknings metodiske grundsynspunkter ikke stod på programmet, at man skulle samle alt, hvad folk sang og fortalte og troede på, men kun de ældste lag heraf, kom man i slutningen af 1800-t. i den uheldige forskningsmæssige situation, at man kun vidste meget lidt om traditionernes funktion og vilkår inden for den landlige almue- og bondekultur. Man havde plukket oldtidsminderne ud af den og havde ladet resten sidde tilbage. For Olrik var det et problem. I 1908 skriver han, at "Evald Tang Kristensen, og adskillige andre ligesaa, har først og fremmest mest søgt efter de samlede Rækker af ensartet Stof, og deri bragt ypperlige Resultater, mest for alle Arter af Folkets Digtning; men det gælder tillige at iagttage alt det, der kun ses paa Stedet, og at iagttage det som levende Helhed, som Del af en vis Befolknings Liv". Mens Olrik her peger på et studium af folkeminderne i deres kontekst, så understreger hans elev Carl von Sydow i 1930'erne betydningen af at studere de forskellige typer af traditionsbærere og måden, hvorpå traditioner spredes.

Carl von Sydow og hans elev Laurits Bødker kom til at spille en afgørende rolle for dansk folkemindeforskning. På forskellig måde gjorde de begge op med den Grundtvig-Olrikske Skole: von Sydow videreførte, hvad der stadig var værdifuldt i den, Bødker satte spørgsmålstegn ved stort set alt, hvad den stod for.

Inspirerende for en ny generation af folklorister var det, at Bødker stædigt fastholdt, at forskningen skulle fokusere på samtidens folkelige traditioner — og at han, påvirket af von Sydow, i mange sammenhænge kaldte faget for traditionsvidenskab: Det er denne forsknings mål "at komme bag om stoffet til de psykiske kræfter, der skaber, bevarer og omformer det folkelige traditionsstof, enten det nu er eventyr, sagn eller viser. Og derved bliver folkemindeforskningen til syvende og sidst en videnskab om mennesker" (i Folkkultur 4. årg., 1944). I Folkeminder og traditionsforskning (2. udg. 1971) vælger Iørn Piø også at anvende ordet tradition, fordi man dermed har bedre muligheder for at tydeliggøre de nye retninger inden for folkemindeforskningen.

Derved åbnedes for de strømninger, som på det tidspunkt var under udfoldelse i USA og Europa, således den strukturalistiske inspiration stammende fra Vladimir Propps banebrydende morfologiske studier fra 1928 (Morphology of the Folktale, 1958) vedrørende en række russiske trylleeventyr i en samling udgivet af A.N. Afanasjev. Propps bog blev genudgivet og indsat i en forskningshistorisk sammenhæng af den amerikanske folklorist Alan Dundes. Propp arbejdede også efter dybdepsykologiske metoder, og mange af idéerne blev senere bearbejdet af Bengt Holbek i Interpretation of Fairy Tales. Danish Folklore in an European Perspective (1987). Den antropologiske inspiration kom fra grundlæggeren af den funktionalistiske skole, den polsk-amerikanske etnolog Bronislaw Malinowski.

Kultursociologi

En særlig betydning i 1960'erne fik kultursociologien, herhjemme repræsenteret ved Verner Goldschmidt, der pegede på vigtigheden af at studere folkloren i dens sammenhæng. Den amerikanske folklorist Roger Abrahams har lavet en af de få studier af folkloren i et bykvarter, Deep Down in the Jungle (1964). Her peger Abrahams eksemplarisk på vigtigheden af kontekstuelle studier.

Det opbrud fra den traditionelle filologiske og den historisk-geografiske metode, der her var tale om, betød en stigende interesse for folkemindernes sociale og psykologiske betydning. Men det såede også tvivl, om emnet for folkemindevidenskaben var de traditionelle genrer, trosforestillinger m.m., eller om det var folkelig aktivitet og organisation i det hele taget.

I mange lande har folkemindeforskningen siden sin grundlæggelse været nationalromantikkens videnskabelige alibi, når man havde brug for at styrke nationens identitet i forhold til andre nationer. Af denne "danskhedens videnskab" fik de unge romantikere at vide, at det var ganske vist, at den danske folkesjæl på næsten guddommelig vis åbenbarede sig i folkeminderne. Disse mundtlige eventyr og folkeviser er det "troeste Speil paa et Folks Eiendommelighed", ja de udgør "en af Grundpillerne for et Folks Selvstændighed og Udvikling" (Svend Grundtvig 1843). Mere end 100 år senere bruger en række europæiske forskere de samme folkeminder, der jo ikke kender til landegrænser, til at fortælle præcis det modsatte: At de er udtryk for, at de europæiske nationer er at betragte som en stor kulturel enhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: folkemindevidenskab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77736