Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkeminder

Oprindelig forfatter Pioe Seneste forfatter Redaktionen

Folkeminder. En af de betydeligste folkemindesamlere i grænselandet var arbejdsmand Andreas Lorenzen (1877-1946) i Damholm, Havetoft Sogn i Vestangel. Med notesblokken på knæet lytter han til, hvad en aftægtsmand i hans hjemsogn har at fortælle. Fotografi fra 1939.

Folkeminder. En af de betydeligste folkemindesamlere i grænselandet var arbejdsmand Andreas Lorenzen (1877-1946) i Damholm, Havetoft Sogn i Vestangel. Med notesblokken på knæet lytter han til, hvad en aftægtsmand i hans hjemsogn har at fortælle. Fotografi fra 1939.

folkeminder, fællesbetegnelse for folkelige trosforestillinger, ritualer, skikke og fester ved årets og livets højtider, eventyr, vandrehistorier, sagn og anden fortælletradition, folkeviser og visetradition i øvrigt, sanglege, rim og remser, gåder og ordsprog samt folkemusik og folkedans.

Første gang man møder ordet folkeminder, er i P. Wieselgrens Sveriges sköna Litteratur II (Lund 1834), hvor en folkevise kaldes et folkminne. Ordet er dannet som en parallel til fornminnen, der betyder fortidslevn ('synlige minder') i landskabet: folkminnen er fortidslevn bevaret i folks bevidsthed.

Chr. Molbech brugte ordet i En Betænkning over den bebudede nye Udgave af en Material-Samling til Danmarks gamle Folkeviser (1847), hvor han nævnte begejstringen for "Danmarks Folkeminder i Skrift som i Steen". Det var dog først Svend Grundtvig, der knæsatte ordet og begrebet folkeminder, da han på et ekstra titelblad i 1861 kaldte det tredje bind af sin udgave af Gamle danske Minder for Danske Folkeminder med undertitlen "Minder i Folkemunde: Folkeeventyr, Folkeviser, Folkesagn og andre Rester af Fortidens Digtning og Tro, som de endnu leve i det danske Folks Erindring".

Annonce

Svend Grundtvig brugte kun ordet folkeminder, når hans ærinde var at inspirere sin samtid til at indsamle "gamle Minder". Det indgik ikke i hans videnskabelige sprogbrug. Der taler han altid om tradition, folketradition, mundtlig tradition o.l. Først efter Svend Grundtvigs død blev det brugt i et akademisk regi: I 1897 oprettedes en lærestol i nordiske folkeminder, nedlagt 1917, genindført 1961 og da kaldt nordisk folkemindevidenskab.

Hvad Svend Grundtvig i sine folkelige skrifter kaldte folkeminder, hed på engelsk popular antiquities. I 1846 foreslog den britiske arkæolog William J. Thoms (1803-85) imidlertid i et brev til tidsskriftet The Athenaeum, at man i stedet brugte ordet Folk-Lore, et ord, som han selv havde fundet på. Det slog hurtigt an i England både blandt læg og lærd, og det blev udbredt internationalt gennem det tidsskrift, som det engelske Folk-Lore Society har udgivet siden 1878. I Norden holdt man dog fast ved betegnelsen folkeminder, der omfatter det samme som folklore, idet lore ligesom minder nærmest betyder mundtligt erindret tradition.

For Svend Grundtvig og Axel Olrik, der begge var filologer, var den oldnordiske litteratur med dens sagaer, myter og kvad en uadskillelig del af studiet af folkeminderne i Norden. I Nogle Grundsætninger for Sagnforskning (udg. posthumt 1921) kalder Olrik hele dette fælles stof for sagn "i dette ords videste betydning", dvs. folkedigtning, hvoraf "de vigtigste arter" er fortællinger i rytmisk form (kvad, herunder folkeviser), fortællinger af anseelig længde (saga, herunder eventyr, jf. svensk saga) og fortællinger med en ganske enkel handling, sædvanlig et eneste anskueligt optrin (folkesagn, herunder ophavssagn og anekdoter). "Den overvejende del af sagnene er folkeminder, dvs.: de er fortalte eller sungne fra en ubestemmelig fortid inden for de ikke-bogligdannede lag i samfundet".

Olriks definition lyder: "Ved folkeminder forstås de meddelelser, der gives fra slægt til slægt i en bestemt fæstnet form, såsom i rytme (digt, remse, melodi, ordsprog, gaade), i fortællende form (sagn, dvs. folkesagn), i leg, i skik. I videre betydning omfatter de enhver nedarvet fremgangsmåde (inden for de nævnte (ikke-bogligdannede) samfundslag): i idræt, erhvervsliv, styrelse osv."

For forskere og folkemindesamlere i 1800-t. og langt ind i 1900-t. var et ægte folkeminde altid overleveret mundtligt. Folkeminder var så udpræget mundtlige minder, at folk i forbindelse med fx tro, eventyr, viser og sagn ganske enkelt betød "hvad der er gået fra mund til mund blandt folk".

Trykte ord virkede som gift på "folkemindet i dets naturtilstand". Derfor opsporede samlerne først og fremmest ikke-bogligdannede kvinder og mænd, og det var oftest de ældste blandt almuen på landet.

Det fremgår imidlertid af Olriks og Svend Grundtvigs studier, at de inden for visse arter af folkeminder, specielt viserne, regnede med en boglig påvirkning. At det efter Olriks opfattelse var en stor sjældenhed, er en anden sag. Særlig siden 1930'erne har flere forskere beskæftiget sig med spørgsmålet om skillingstryks og folkebøgers større eller mindre indflydelse på folkeminderne. Der synes at være almindelig enighed om, at det ligefrem er et særkende for næsten al folketradition, at der siden bogtrykkerkunstens gennembrud i 1500-t. har været tale om en vekselvirkning mellem trykt og mundtlig tradition.

Et andet særkende er, at så langt tilbage, som kilderne rækker, kan det konstateres, at der i hvert århundrede er opstået nye traditioner.

Da Svend Grundtvig i 1861 præsenterede begrebet folkeminder som et romantisk slagord med appel i, betød det oldtidsminder og middelalderminder. Senere i 1800-t. tolkede man det som minder om bondekulturen og den landlige almuekultur, der var ved at svinde, efterhånden som industrialiseringen skred frem. Siden 1960'erne omfatter begrebet folketradition også innovationer, dvs. nye traditioner, som endnu ikke er blevet til folkeminder, men som har "særlig betydning for forståelsen af kulturdynamikken i nutidskulturen" (L. Bødker, 1969).

Fra midten af 1900-t. er folkloren blevet opdaget af turistindustrien, som bruger den til at tegne et nostalgisk og idylliseret billede af livet i gamle dage. Denne kommercialiserede folklore er også blevet et studieområde for folklorister. Richard Dorson kaldte i 1950 fænomenet for fakelore ('fup-lore'); Hermann Bausinger benævnte det i 1962 folklorisme (ty. Folklorismus).

I 2002 ophørte faget folkloristik (før 1984 nordisk folkemindevidenskab) ved Københavns Universitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: folkeminder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77734