Eventyr. De sørgende dværge omkring Snehvide i glaskisten. Tegning fra slutningen af 1800-t. af Philipp Grot Johann (1841-92).

.

Eventyr. Theodor Kittelsen tegnede siden 1883 illustrationer til Asbjørnsen og Moes eventyr, her Guldfuglen. Den kloge ræv, forklædt som præst, narrer de tre trolde, som forfølger helten, den yngste kongesøn, så han kan slippe hjem med både guldfuglen, guldæblet og jomfruen.

.

Eventyr blev først tidligt i 1800-tallet en almindelig betegnelse for en genre inden for folkedigtning og litteratur. Det skete, da nationalromantikkens digtere fik øje på dele af den folkelige fortælletradition, samtidig med at folkemindevidenskab konstituerede sig som faglig disciplin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet eventyr kommer af nedertysk eventure, fransk aventure, af middellatin adventura 'hændelse', af advenire 'ankomme, ske'.

I almindelig sprogbrug betyder eventyr en fortælling med overnaturligt præg. Folklorister derimod bruger ordet eventyr i en bredere forstand til at betegne enhver fiktiv beretning mundtligt fremført til underholdningsbrug.

Eventyr er klart underholdende fiktion og adskiller sig således både fra myter, knyttet til ritualer, som i metaforisk form udtrykker et samfunds religiøse og kosmologiske forestillinger, og fra sagn, som giver sig ud for at være sande.

Eventyr inddeles almindeligvis i folkeeventyr og kunsteventyr. Mens kunsteventyr er skriftlige, individuelt forfatterprægede, er begreberne "folk" og "folkeeventyr" mindre klare. Dog er kendetegnet for folkedigtningen, at den er fremført mundtligt i en vekselvirkning mellem fortæller og tilhørere, således at variationer løbende opstår, selvom stoffet kan stamme fra et skriftligt forlæg.

Folkeeventyr

Der skelnes mellem forskellige kategorier af folkeeventyr.

Trylleeventyr

Trylleeventyr udgør kun en meget lille del af fortælletraditionen. Denne form for folkeeventyr er karakteriseret ved at indeholde overnaturlige væsner samt magiske egenskaber og genstande. Som eksempler kan nævnes Askepot og Prins Hvidbjørn. Igennem et kompliceret handlingsforløb fortæller de, hvordan en ung, fattig helt eller heltinde udsættes for umenneskelige prøvelser og med overnaturlige væsners hjælp opnår et rigt og lykkeligt giftermål.

Novelleeventyr

Novelleeventyr, også kaldet romantiske eventyr, er struktureret som trylleeventyr, men rummer ingen overnaturlige elementer, men derimod typisk mirakuløse sammentræf, formummede personer og usandsynlige løsninger. Til denne kategori hører mange af fortællingerne fra 1001 Nat.

Legendeeventyr

Legendeeventyr fortæller om Jesus', Guds eller Sankt Peters færden blandt mennesker, men adskiller sig fra helgenlegender ved åbent at vedkende sig deres fiktive og skæmtefulde karakter.

Historier om dumme trolde

Historier om dumme trolde, der narres af kvikke mennesker, omfatter bl.a. de mange beretninger om, hvordan Fanden blev taget ved næsen.

Dyreeventyr

Dyreeventyr, hvor hovedrollerne, dvs. helten og dennes modstander, indehaves af dyr, har en meget enkel struktur. Mest kendt er de mange beretninger om ulven og ræven (se også rævedigtning)

Skæmteeventyr

Skæmteeventyr, såsom Lille Claus og store Claus, er langt den righoldigste kategori. Den omfatter mange forskellige undertyper: Historier, der gør grin med de rige, de mægtige, det bestående; historier, der gør grin med de svage og de dumme; historier, der gør grin med officielle normer; molbohistorier, dvs. fortællinger, der gør grin med en bestemt egns befolkning, som traditionelt anses for dum; sådanne kendes allerede fra oldtidens Grækenland.

Skrøner

Skrøner er løgnehistorier, ofte fortalt af jægere og søfolk, som var det deres egne oplevelser (se også Münchhausens Vidunderlige Rejser).

Formeleventyr

Formeleventyr omfatter remsefortællinger af typen: "Tjeneren sender bud efter slagteren, der skal dræbe kalven, der ikke vil drikke af floden, der ikke vil slukke ilden, der ikke vil brænde stokken, der ikke vil slå hunden, osv."

Eventyrforskning

Folkeeventyr fra Europa, Indien, Mellemøsten og Nordafrika ligner hinanden meget og er alligevel altid lidt forskellige. Før i tiden har forskere forsøgt at forklare disse ligheder og forskelle ved folkeeventyrs oprindelse. Nogle forskere mente, at folkeeventyr stammede fra bestemte steder, hvorfra de var vandret under gradvis ændring: enten fra Indien blandt det ariske folk før den indoeuropæiske folkevandring (Grimm, Max Müller) eller fra Indien blandt buddhistiske munke i middelalderen (Th. Benfey). Andre mente derimod, at samme eventyr udmærket kunne være opstået forskellige steder uafhængigt af hinanden; forekom der store ligheder, blev det forklaret ud fra det synspunkt, at alle folkeslag gennemløb samme faser af kulturel udvikling (Andrew Lang, 1844-1912).

Nutidige folkemindeforskere er hovedsagelig af den opfattelse, at forekomsten af faste og varierende elementer i eventyrene er et karakteristisk træk ved den mundtlige fortællekunst; det samme gør sig gældende fx inden for folkeviser. I den mundtlige tradition improviserer den begavede fortæller, hver gang han fortæller et eventyr, men det sker på grundlag af traditionelle motiver og handlingsmønstre. Således skaber fortælleren en fortælling, samtidig med at han eller hun viderefører en tradition. Derfor optræder eventyrene i forskellige former, uden at man kan sige, at den ene form er mere "rigtig" eller "ægte" end den anden.

Samspillet mellem faste og varierende elementer i folkeeventyr fik den finske forsker Antti Aarne (1867-1925) til at udvikle to grundlæggende begreber: eventyrtype og eventyrvariant. På det grundlag udgav han i 1910 en klassifikation på baggrund af alle dengang kendte folkeeventyr. Den blev revideret og udvidet af den amerikanske folklorist Stith Thompson (1885-1976) i The Types of the Folktale. A Classification and Bibliography (1928 og 1961). Dette indeks har tjent som model for adskillige nationale eventyrindekser. Aarne og Thompson byggede hovedsagelig deres indeks på traditionerne i Europa, Indien og Nærorienten. Således passer de meget rige fortælletraditioner fra fx Afrika, Grønland eller indfødte amerikanere ikke overens med Aarne-Thompsons klassifikation. Man kan her tit genkende overordnede temaer og enkelte motiver, men sjældent den bestemte kombination af motiver, som kendetegner en eventyrtype.

Aarne mente endvidere, at eventyrtypen kunne spores tilbage til sin oprindelige form. Dette anfægtes af moderne folklorister. De betragter derimod eventyrtypen som en arketypisk model, der aldrig har eksisteret i virkeligheden, men som er kendt af fortællere samt tilhørere og ligger til grund for den konkrete fortælling. Den historisk orienterede forskning har opgivet at løse oprindelsesproblemet for alle eventyr og koncentreret sig om tilblivelsen af enkelte undergenrer eller eventyrtyper. Moderne forskning har også interesseret sig for eventyrs sociale funktioner, struktur og stil samt deres psykologiske baggrund og betydning.

Folkeeventyr er – som al folkedigtning – forankret i en specifik social og kulturel sammenhæng. De blev fortalt af relativt få dygtige fortællere, hovedsagelig mænd, i konkrete fortællemiljøer: omrejsende arbejdere (sømænd, hyrder, soldater, håndværkere på valsen mfl.); ved arbejdssammenkomster og i hjemmene. Kun få eventyrtyper — dyrefortællinger, remsefortællinger mfl. — synes at være blevet fortalt specielt til børn, før borgerskabets overtagelse af eventyr til brug i børneopdragelse med brødrene Grimm, som kaldte deres samling Kinder- und Hausmärchen (1812-15).

Selvom hver fortæller har sin egen personlige stil, har folkeeventyr en fælles poetik, som har virket fascinerende på romantiske digtere, og som bl.a. Axel Olrik, Max Lüthi, Paul V. Rubow og Bengt Holbek har søgt at beskrive. Den karakteriseres ved en objektiv fortællestil kombineret med syntetiske billeder og situationer i stedet for psykologiske analyser. Vladimir Propps arbejde med trylleeventyrs struktur har været epokegørende ikke kun for eventyrforskning, men også for fortælleteknik i almindelighed.

På grund af deres hyppige brug af motiver, der også findes i andre genrer, i billedkunst, i drømme og i ritualer, har folkeeventyr vakt stor interesse blandt psykologer og psykoanalytikere af forskellige skoler. Sigmund Freud, Carl Gustav Jung og Géza Róheim (1891-1953) har alle forsøgt at klarlægge eventyrs tilblivelse fra fantasi til fortælling. Omvendt studerede Bruno Bettelheim eventyrs funktion i børns psykiske udvikling. Også kvindeforskningen har anlagt perspektiver på eventyrene, fx ved at tolke eventyr som kvindelige individuationshistorier eller ved at fremdrage stærke og kloge kvinder i eventyrene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig