Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

enhjørning

Oprindelige forfattere EKMa og LGot Seneste forfatter Redaktionen

Enhjørning. Engelsk miniature fra omkring 1300. Jomfruen sidder ved et træ med dyret. En ridder dræber det med en lanse. Rundskjold, rød blomst, træ, lanse og dyr mødes i billedmidten og viser, at her udføres et helligt ritual. At kvinden er nøgen, er sjældent og betyder her uskyld.

Enhjørning. Engelsk miniature fra omkring 1300. Jomfruen sidder ved et træ med dyret. En ridder dræber det med en lanse. Rundskjold, rød blomst, træ, lanse og dyr mødes i billedmidten og viser, at her udføres et helligt ritual. At kvinden er nøgen, er sjældent og betyder her uskyld.

enhjørning, fabeldyr. Enhjørningens historie fører ind i et kompleks af trosforestillinger om kraften i horn og af naturiagttagelser, som rækker langt tilbage i tiden. Den græske læge Ktesias beskrev som den første i Europa enhjørningen i et skrift fra 398 f.Kr. baseret på et ophold i Persien. Ifølge det er enhjørningen så stor som et æsel, lynhurtig, vild og voldsom i kamp, umulig at fange levende. Og så har det i panden et langt horn med en mægtig kraft i sig. At drikke af et enhjørninghorn beskytter bl.a. mod gift. Hermed beskrives to vigtige egenskaber ved enhjørningen, kraften og renheden. Andre antikke naturhistorikere, bl.a. Aristoteles og Plinius d.æ., bringer troen på enhjørningen videre.

Bag Ktesias' skildring ligger enhjørningforestillinger, som allerede på hans tid var gamle i Orienten. I indisk olddigtning fornemmes dens tilstedeværelse flere steder. Der findes også en kinesisk enhjørning. Den hedder qilin, hvilket betyder han og hun. Den er venligtsindet og symboliserer jorden. Qilin bebudede Kong Fuzis fødsel og død. Måske har der været en forbindelse mellem den vestlige og den østlige enhjørning.

Ordet er en omdannelse af enhørning 'med ét horn', oversættelse af græsk monokeros, latin unicornus.

Når enhjørningen har fået en vigtig plads i den kristne symbolverden, er en fejloversættelse af det hebraiske Re'em i GT medvirkende hertil; ordet betyder 'vildbøffel', men bliver i Septuaginta til 'enhjørning'. Især skyldes det imidlertid, at der i det naturhistoriske værk, Physiologus fra ca. 200 e.Kr., måske under indflydelse af beretningen om eremitten Gazellehorn i det indiske heltedigt Mahabharata, fortælles en eventyrlig historie om en enhjørning, som kun kan fanges i en jomfrus skød, fx lokket af hendes duft. Bl.a. ud fra denne arketypiske konstruktion af potens og uskyld fastlægger Gregor den Store i 500-t. og Isidor af Sevilla i 600-t. så det billede af enhjørningen, der gennem middelalderen avler nye og forbavsende billeder, ofte med anstrøg af from brunst. Meget kendt bliver motivet "den hellige jagt", hvor den lille hestebuk med det snoede horn er Kristus og jomfruen Maria, der trækker ham ned til forsoningsdøden på jorden. Den middelalderlige enhjørningkult giver sig udtryk i alkymi, emblematik, heraldik, digtning, billedkunst, men aldrig i dansk folketro, selv om enhjørningen findes på adskillige senmiddelalderlige, danske kalkmalerier. De lange horn, som blev udgivet for enhjørninghorn og handlet dyrt på grund af deres potensøgende, men især giftneutraliserende egenskaber, blev i 1638 afsløret af Ole Worm som narhvaltænder.

Annonce

Billedkunst

Enhjørningen ses første gang afbildet i Europa ca. 550, da en Cosmas Indiensfarer tegner et dyr i sit manuskript, som han har set en figur af i "Etiopien". Snart ses den i illustrerede udgaver af Physiologus sammen med en jomfru, der binder et bånd om dens hals, et kyskhedssymbol. Da enhjørningen var blevet et anerkendt Kristussymbol, udvikledes i korstogstiden et billede af Jomfru Maria, der i skødet holder en såret enhjørning, som gennembores af jægere med spyd (passionssymbolik), og i tyske nonneklostre skabtes billedet af "den hellige jagt", hvor ærkeenglen Gabriel med fire hunde jager enhjørningen hen i jomfruens skød (bebudelsessymbolik). I billedvævningerne Damen med enhjørningen (Clunymuseet i Paris) ses den som en blanding af en hest og en gedebuk med et langt snoet horn i panden. Efter Reformationen levede billeder af enhjørningen videre i våbenskjolde, galionsfigurer og i dekorationer. I billedkunsten dukkede den atter op i 1880'erne hos symbolismens malere, bl.a. Gustave Moreau.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eske K. Mathiesen, Lise Gotfredsen: enhjørning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70981