Byfest, festform, der i løbet af 1900-t. bredte sig fra større danske byer og købstæder til mindre byer og landsbyer, oftest arrangeret i månederne maj til august af den lokale turist-, handelsstands-, borger- eller gymnastikforening. En del byfester er blevet bygget op omkring i forvejen eksisterende traditionelle fester, således ringriderfesterne i Sønderjylland eller de sommerfester, hvor man har fremstillet scener af oplandets gamle folkekultur, fx Sønderhodagen. Anledningen til en byfest kan være historisk begrundet, fx et byjubilæum. Ferielandets sommer- og havnefester har rene turistformål. Byfester kan kombineres med indsamling af penge til forskellige lokale eller almennyttige formål, hvoraf børnehjælpsdagen er den ældste (1904) og mest udbredte. Idéen hertil bredte sig fra København til resten af landet og videre ud over landets grænser.