Bjergtagning, i nordisk og keltisk folketradition en udbredt forestilling om, at bjergfolk og ellefolk ved sang, dans, runer og smigrende tale lokkede mennesker ind til sig i "bjergene": høje, bakker eller store sten. En bjergtagning er en forførelse, og unge piger, især vordende brude, var mest udsat for at blive bjergtagne. En gift mand kunne i øvrigt, når højen rejste sig på gloende pæle, se sin bjergtagne kone danse rundt med udslagent hår — noget ellers utænkeligt i almindeligt landsbyliv. Når de bjergtagne havde opholdt sig blandt de overnaturlige en tid, vendte de tilbage, men var siden tungsindige, sære eller vilde. Forestillingen om bjergtagning fungerede således i det danske bondesamfund også som folketroens forklaring på pludselig opstået, momentan sindssyge; en forestilling, der først forsvandt helt med den moderne lægevidenskab. De bjergtagne levede i to verdener; dette motiv er blevet anvendt litterært af fx Goldschmidt i novellerne Bjergtagen I og II, trykt i Smaa Fortællinger (1868). I moderne sprogbrug anvendes ordet som udtryk for det at være tryllebundet, besat eller betaget. Se bjergfolk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.