Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

barselsskikke

Oprindelig forfatter Kofod Seneste forfatter Redaktionen

barselsskikke, den folketradition, der er knyttet til en barsel. Ordet barsel kommer af "barnsøl", dvs. en fest i forbindelse med et barns fødsel. I betydningen barnefødsel kendes det fra senmiddelalderen. Om barnets formelle optagelse i det kristne fællesskab, se dåb.

Til fødslen knyttes, som til alle livets vigtige overgangsfaser, forskellige ritualer i form af traditionsbundne handlinger af religiøs eller magisk karakter, oftest i form af en stor fest. Tiden omkring barslen er kritisk på flere måder. Barselskvindens overgang fra én social status til en anden er spændingsfyldt, og fødslen og barselsperioden er — især i samfund med et ringe udviklet sundhedssystem — forbundet med reel helbredsrisiko for mor og barn. Folketroen afspejler tydeligt, hvordan man har opfattet barslen som en faretilstand, og hvordan man har anstrengt sig for at beskytte sig.

At opfatte kvinden som rituelt uren i fem-seks uger efter fødslen er en tankegang, der findes hos primitive folkeslag før og nu såvel som i antikken og i kristne samt ikke-kristne kulturer. Hos jøderne var kvinden uren i 40 dage efter at have født en søn, i 66 dage efter en datter (3. Mos. 12,1-5). Den kristne katolske kirke fastholdt de 40 dage (uanset barnets køn). Kvinden betragtedes som uren, fra hun havde født, indtil hun som kirkegangskone var blevet indledet (renset) i kirken 40 dage senere. Perioden på de 40 dage blev fastlagt ud fra jomfru Marias tempelbesøg efter nedkomsten, men tallet 40 i bibelsk sammenhæng leder også generelt tanken hen på bod og bedring.

Annonce

Danmark

Med dannelsen af den protestantiske kirke efter Reformationen i 1536 holdt man i Danmark officielt op med at betragte kvinden som uren; skikken med indledelse til kirkegang opretholdtes dog efter gammel sædvane, men fik en anden funktion: Menigheden skulle hjælpe kvinden med at takke Gud, "at hun er vel kommen over med sit Livs Frugt" (Peder Palladius' Visitatsbog, ca. 1543). I bedrestillede hjem skulle barselskvinden dog endnu i første halvdel af 1800-t. holde sengen i de 40 dage, mens perioden hos bønderne på landet højst varede 8-10 dage. I fattige hjem eksisterede denne barselsperiode praktisk taget ikke. Muslimske indvandrerkvinder i det nye årtusindes Danmark betragtes som rituelt urene i 40 dage, og særligt blandt pakistanske familier findes mange ritualer, der i perioden knytter sig til mor eller barn.

Indtil første halvdel af 1900-t., hvor fødslen overalt i Danmark foregik i hjemmet, aftalte den gravide med jordemoderen og med én eller flere nabokoner, at de skulle hjælpe til under fødslen. Siden middelalderen skulle hjælpekonerne helst være gifte kvinder (dannekvinder) og især dem, der selv havde født. Der kunne godt være mange kvinder til stede i forbindelse med en fødsel. Ifølge kulturhistorikeren Troels-Lund fremgår det af en i øvrigt utydeligt affattet bestemmelse, som er givet "med de fornemste Danneqvinders Samtykke", at man hos borgerstanden i Ribe 1561 anså 30 hustruer til hjælp ved forløsningen for passende.

Indtil slutningen af 1800-t. var det faderen, der skulle løfte det nyfødte barn, så snart det var svøbt, men i løbet af 1900-t. blev det almindeligt, at barnet først blev overrakt moderen. I oldtiden, hvor fødsler foregik på jorden, opfattede man dette, at fødselshjælpersken løftede barnet op fra jorden og rakte det til faderen, som om hun tog barnet ud af jorden; en forestilling, som i øvrigt afspejles i begravelsesritualet "af jord er du kommet", og som desuden har givet navn til jord(e)moderen.

Når fødslen var vel overstået, skulle jordemoderen og hjælpekonerne have sig et styrkende måltid, gerne med øl og brændevin til: det lille fødselsgilde. Festlighederne fortsatte i dagene efter fødslen, i byerne med barselsstuer, på landet med barselsgilder. Der blev sendt mad til barselskonen i en barselspotte. Man havde ingen faste regler for madens art, men at der ofte var tale om store mængder, ses af de forordninger, der siden 1500-t. med jævne mellemrum blev udstedt for at begrænse barselsmaden. Indtil slutningen af 1700-t., da kaffe efterhånden var blevet almindelig i de fleste samfundslag, blev der drukket vin, brændevin og øl, så stemningen kunne godt være løftet, sådan som det fremgår af fx Ludvig Holbergs komedie Barselstuen (1723).

På landet blev selve fødselsgildet holdt, når barselskonen igen var oven senge, og inden hun havde været i kirke, eller barnet var døbt. Næsten hver egn havde sin egen betegnelse for gildet. De mest almindelige var kvindegilde, koneforsamling, barselshus eller konebarsel. Som navnene antyder, var det et gilde for kvinder, vel at mærke gifte kvinder. Det var de fleste steder i landet ildeset, at mændene deltog. Gildet foregik under stor løssluppenhed, hvor løjerne, der var barske imod mændene, kunne minde om nytårsløjer. Løjerne var rettet mod mandens værdighedstegn, idet kvinderne kunne finde på at indfange en mand og trække hatten eller bukserne af ham.

I starten af 2000-t. festes ikke længere direkte i anledning af en fødsel, selvom det dog mange steder er almindeligt, at familien og de nærmeste venner aflægger mor og barn et besøg medbringende en gave eller en buket blomster. Siden 1930'erne har det fx været skik at give en stor og en lille buket bundet sammen, en mor-barn-buket. Festlighederne foregår i større omfang ved barnets dåbs- eller navngivningsgilde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else Marie Kofod: barselsskikke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44347