Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

asgårdsreien

Oprindelig forfatter Pioe Seneste forfatter Redaktionen

asgårdsreien, (egl. oskorei, 'rædselsridtet'), ifølge norsk folketro en skare af ridende gengangere, der i de tolv julenætter larmende drog gennem luften, trængte ind i stuerne og røvede mad og brændevin, mens de skræmte gårdfolk var flygtet ud i staldene; undertiden var skaren ledet af Gudrun rysserova 'Gudrun med hestehalen'.

I 1800-t.s litterære miljøer i Norge, bl.a. hos J. S. Welhaven i digtet Asgaardsreien, knyttede man optoget til den nordiske mytologi og tolkede ordet som asgårdsridtet eller ridtet til asgård.

Asgårdsreien varsler død og kendes som juleridtet i hele Norge og Nordsverige; i Danmark som den vilde jagt. I græsk mytologi optræder dødsgudinden Hekate og jagtgudinden Artemis som anførere af lignende natlige ridt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: asgårdsreien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40839