Ammestuehistorier, ammestuesnak, siden antikken betegnelse for eventyr, sagn, folkebøgernes røverhistorier eller overtroiske beretninger så urimelige eller enfoldige, at de anses for at høre hjemme, hvor der ammes eller passes børn. På trods af denne nedladende holdning til børn, gode historier og barnepiger har forfattere i tidens løb erindret ammestuehistorier med glæde. Ammernes, barnepigernes og de gamle koners fortællinger for børnene har haft stor betydning for overlevering af folkeminder. I slutningen af 1700-t. opdagede de tyske romantiske digtere, at eventyret havde et fristed i børneværelset; bl.a. Ludwig Tieck brugte betegnelsen positivt.