Faktaboks

Moltke Moe

Ingebret Moltke Moe

Født
19. juni 1859, Krødsherad, Norge
Død
15. december 1913, Oslo, Norge
Moltke Moe
Af /Nasjonalbiblioteket.

Moltke Moe var en norsk folklorist, søn af Jørgen Moe. Han beskæftigede sig især med norsk folketradition og norsk sprog og blev i 1886 Norges første professor i folkemindeforskning.

Frem til midten af 1890'erne indsamlede han store mængder af eventyr, sagn og folkeviser. Det fortælles, at han havde en særlig evne til at komme på talefod med sine informanter. Moe har været medudgiver af og medforfatter til mange publikationer, fx eventyrsamlinger sammen med P. Chr. Asbjørnsen, men har ikke selv produceret større selvstændige værker. Til gengæld var han meget søgt af forfattere, kunstnere, forskere og politikere, som nød godt af hans vældige kundskaber og store hjælpsomhed.

Moe skabte begrebet "det nationale gennembrud" (en omskrivning af Georg Brandes' "det moderne gennembrud") som betegnelse for den løsrivelsesproces fra den danske kulturtradition som begyndte i 1840'erne. En vigtig del af denne løsrivelse var kampen for et genuint norsk skriftsprog, som på Moes tid var blevet stærkt politiseret mellem venstresidens landsmål og højresidens riksmål. Moe så på sig selv som en mægler mellem de to lejre, og talte for et "samnorsk" sprog. Dette princip blev også det rådende i norsk sprogpolitik de følgende hundred år.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig