Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jesu Barndoms Bog

Oprindelig forfatter EKMa Seneste forfatter Redaktionen

Jesu Barndoms Bog, folkebog, hvis ældst kendte danske udgave er fra 1508. Dens historier rækker imidlertid meget længere tilbage, bl.a. til apokryfe evangelier fra de første århundreder e.Kr. I løbet af middelalderen blev de brugt i legendeviser og anden digtning samt i krybbe- og mysteriespil.

Historierne giver mirakuløs besked om Jesu og den hellige families liv. Jesusbarnet får daddelpalmen til at bøje sig, så man kan plukke af den. Jesus strækker den planke, som tømmersvenden er kommet til at save for meget af, og da en vred mand vil træde de lerfugle i stykker, som Jesus og kammeraterne leger med, fordi det sker på sabbatten, får Jesus fuglene til at flyve op fra jorden. Bogen er fuld af magi, ynde og humor. Måske er den et af de få eksempler på en folkebog, der er oversat fra dansk til tysk og ikke omvendt. I de første to århundreder efter Reformationen var bogen ramt af censur, den blev anset for at være katolsk. Da den dukkede op igen, beholdt den sin popularitet op i 1800-t. Selma Lagerlöf har brugt stof fra bogen i sine Kristuslegender. Jesu Barndoms Bog er genfortalt 1989 af Eske K. Mathiesen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eske K. Mathiesen: Jesu Barndoms Bog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101368