Griseldis, Griselda, hovedperson i en middelalderlig beretning om en hustrus grænseløse tålmodighed og trofasthed gennem alle prøvelser: En greve gifter sig med den smukke bondepige Griseldis/Griselda, bortfører deres fælles børn, foregiver at have dræbt dem, bortviser hustruen og tager hende til nåde igen, således at hun til sidst nyder frugten af sin dyd.

Beretningen kendes fra ca. 1350 som den sidste fortælling i Giovanni Boccaccios Dekameron, men bag denne novelle ligger ældre temaer og fortællestrukturer. Fra Dekameron udbredtes beretningen over hele Europa, først og fremmest gennem Francesco Petrarcas noget udførligere gengivelse af den italienske tekst på latin, De Patientia Griseldis (1374). Geoffrey Chaucer bearbejdede i slutningen af 1300-tallet teksten til engelske vers i The Clerk's Tale, som indgår i The Canterbury Tales.

En nedertysk tekst danner grundlag for den danske Griseldis, som kendes i håndskrift fra ca. 1500, og som fik betydelig udbredelse som trykt folkebog i udgaver fra 1500- til 1800-tallet. Folkebogstrykkene ligger sandsynligvis bag de eventyrversioner, som i 1800-tallet er optegnet fra mundtlig dansk tradition.

Griseldismotiverne er ofte udnyttet i senere litteratur; således lader J.P. Jacobsen i sin historiske roman Fru Marie Grubbe (1876) den unge Marie Grubbe fantasere over grevens bortvisning af Griseldis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig