Faktaboks

Anders Enevig
Født
22. april 1923
Død
26. oktober 2013

Anders Enevig var en dansk forfatter, folkemindesamler og cirkushistoriker. Gennem sit arbejde i Københavns Politi 1945-1965 fik Anders Enevig et indgående kendskab til sprittere og andre skæve eksistenser på Nørrebro. Han indsamlede deres viser og historier til bogen Prinser og vagabonder (1963), der efterfulgtes af en række bøger om klunsere, farende folk, romaer og jødiske flygtninge fra Tyskland. 1965-1972 var han museumsassistent ved Møntergården i Odense.

Anders Enevigs hovedværk er Cirkus i Danmark I-III (1981-1982), hvor han med et omfattende kildemateriale skildrer alle de store cirkusslægter og deres historie. 1995-1999 udgav han Cirkus og gøgl i Odense 1640-1940 I-IV, og i 2004 kom Cirkus- og gøglerslægter (revideret udgave 2011). I 1967 var han initiativtager til "Bevaringskomiteen for Cirkusbygningen i København", der fik forhindret nedrivning af Cirkusbygningen.

Enevigs indsamlede fotografier og talrige båndoptagelser findes i Dansk Folkemindesamling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig