Marie Antoinette iført chemise
Af /National Gallery of Art, Washington.
Licens: CC0

Chemisen eller chemisekjolen var helskåren af tyndt, sædvanligvis hvidt stof, rynket sammen i taljen med bånd, der var i brug i Europa omtrent 1780-1830.

Faktaboks

Etymologi

Fransk for 'særk' eller 'skjorte'

Chemisekjolen kom til Frankrig fra landets kolonier, hvor de franske kolonister havde antaget dragten, der bedre egnede sig til de varmere temperaturer. Den blev populariseret af den franske dronning Marie Antoinette i 1780’erne i en form, der kaldes chemise à la reine (dronningechemise) efter hende. Et portræt af dronningen udført af Elisabeth Vigée Le Brun skabte furore i 1783, men snart bredte dragten sig til såvel adel som borgerskab overalt i Europa.

En af de tidligste dokumenterede brugere af dragten i Danmark var prinsesse Louise Augusta, der blev malet af Jens Juel iført en chemise à la reine i 1787, men senest fra 1790’erne var den udbredt i hele Europa. I Frankrig blev en græskinspireret version af chemisen med høj talje populær og udbredt af les merveilleuses, men mange forskellige versioner var i brug i 1790’erne.

Under Napoleon Bonapartes regeringstid 1804-1814 blev den højtaljede chemise uden krave yderligere populariseret af hans første kone Joséphine, og snittet fik navnet empiresnit efter det franske kejserrige. Empiresnittet var det dominerende i dragten 1800-1830, men mødte også modstand bl.a. ved det engelske hof, hvor dronning Charlotte, gift med George 3., nægtede at aflægge krinoline og tydeligt snøreliv, hvilket medførte et næsten absurd udtryk med højtaljede kjoler over store fiskebensskørter.

Betegnelsen chemise er også blevet benyttet om underkjoler (særk) og om 1920'ernes enkle, løse kjole, der gik til lige under knæet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig