Ærmer, beklædningsdel tilpasset armen. Fra omkring midten af 1300-t. begyndte det lange ærme at blive en væsentlig og fantasifuld del af det europæiske modeudtryk. Frem til slutningen af 1600-t. ses slidsede, posede og puffede ærmer, kappeærmer, hængeærmer, over- og underærmer til begge køn. Men med fastlæggelsen af mandsdragtens udtryk i 1700-t. blev det maskuline ærme efterhånden til et lige tosømsærme, som det stadig ses i fx jakken. Kvindedragten var nu ene om at lancere variationsrigdom, også hvad ærmer angik, og det lange ærme blev fx suppleret med trekvart og kort ærme.