Slips, lang, foret, sammenfoldet stofstrimmel, der bindes under skjortens faste krave og lige netop rører bukselinningen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet slips kommer af engelsk, pluralis af slip 'nedhængende ende', måske indlånt via tysk Schlips.

Slipset er en udvikling af kravatten og er blevet brugt af mænd fra slutningen af 1800-t. Den ene ende kan være væsentlig bredere end den anden afhængigt af moden. Slips bæres normalt til jakke. Materialet er traditionelt silke, men uld og kashmir bruges også. Et slips kan være ensfarvet med et geometrisk mønster, stribet, prikket eller paisley.

Fra ca. 1900 kunne kvinder også bære slips. I 1927 fik slipset den konstruktion, der benyttes i dag, da amerikaneren Jesse Langsdorff fandt på at forarbejde et slips, hvor stofstykker bliver skåret på tværs af trådbanerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig