En kasket er en hovedbeklædning med lav puld og stiv skygge oprindelig i lakbehandlet skind, senere også i blanke plastmaterialer. Skyggen kan være overtrukket med samme stof som pulden, fx tweed, fløjl eller loden.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet kommer af fransk casquette, diminutiv af casque 'hjelm'.
Kasketten er udviklet af baretten og kendt fra 1600-tallet. Den kom på mode i 1800-tallet, hvor den blev de unges og arbejdernes daglige hovedbeklædning og desuden en del af sports- og fritidspåklædningen. De fleste af såvel militære som civile uniformer omfatter en form for kasket, normalt med stiv puld. Baseballkasketten er en nyere form, der er importeret fra USA i slutningen af 1900-tallet. Den har kuplet puld og lang fremstående skygge, der ofte bæres i nakken. Den kan fremstilles med logo eller reklame og findes i mange materialer, fx net, kunststoffer, bomuld og uld.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.