Bloomers er vide bukser, som oprindelig sluttede tæt nær anklerne og med eller uden skørt brugtes af kvinder ved cykling, spil og gymnastik. Ordets oprindelse er amerikansk efter mrs. Amelia Bloomer, som indførte kostumet (kreeret af mrs. E. Smith Miller i New York 1850). Senere er navnet bloomers brugt om kortere underbenklæder af en tilsvarende facon.