Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klædedragt - forhistorie

Oprindelig forfatter PON Seneste forfatter Redaktionen

Lange perioder af forhistorien giver ingen oplysninger om klædedragtens udseende og beskaffenhed; fra hele den ældste stenalder er der ingen klædningsstykker bevaret. Dragtudsmykning kendes dog, idet der i grave fra sen jægerstenalder i Danmark er fundet rækker af gennemborede dyretænder, som har været påsyet skinddragten.

Først fra neolitikum, efter 7000 f.Kr., er der i Mellemøsten, Lilleasien og Sydeuropa vidnesbyrd om tøj og klædefremstilling. Heraf kan man slutte, at først dyreskind og siden vævet klæde af hør og andre plantefibre blev anvendt til beklædning i de tidlige bondesamfund.

De ældste fuldstændigt bevarede dragter fra Europas oldtid er fremstillet af uld og fundet i de danske egekistegrave fra ældre bronzealder, ca. 1400-1300 f.Kr. Fundene fra Borum Eshøj, Egtved og Skrydstrup viser, at kvinden bar langt skørt eller kort snoreskørt og bluse, mens manden bar kofte, kappe og hat.

Annonce

Dragter fra jernalderen er fundet i moser sammen med moselig og krigsbytteofre. Fra Huldremose stammer en kvindedragt fra omkring Kristi fødsel bestående af skørt, to skindslag og halsklæde. I en kvindegrav fra 1. årh. e.Kr. ved Lønne Hede i Vestjylland fandtes rester af bluse og skørt i blåt, rødt, brunt og hvidt. Mandsdragten i yngre romersk jernalder illustreres bl.a. af kjortel, kappe og bukser (broge) fra Thorsbjerg Mose.

Læs videre om klædedragten i antikken eller om klædedragt generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Otto Nielsen: klædedragt - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107394