Rollespiltræf Barda 2010 i Sorø.

.

Rollespil, spil med normalt 3-6 deltagere. Hver spiller udfærdiger en fiktiv person, hvis færdigheder, intelligens, råstyrke m.m. han fastlægger via detaljerede regler, og hvis rolle han spiller. Sammen skal de fiktive personer så søge at løse en opgave, fx indfange en røverbande eller finde en skjult skat. En af spillerne er game master, som styrer omverdenen og dens indvånere, både venlige og fjendtligsindede. Kraftprøver, tvekampe o.l. afgøres med serier af terningkast efter nøje fastlagte regler.

Rollespil opstod i USA på grundlag af traditionelle krigsspil med tinsoldater, hvor man var begyndt at give de enkelte figurer navne og personlige egenskaber. Kombineret med elementer fra fantasy blev resultatet Dungeons and Dragons, der kom på markedet i 1974. Et stort antal spil er siden fulgt efter, ofte med afsæt i populærlitterære genrer som science fiction (spillet Traveller, 1977), superheltetegneserier og endog enkelte forfatteres værker (Call of Cthulhu, 1981, efter H.P. Lovecraft, 1890-1937).

En del spillere har eksperimenteret med kostumering i form af hjemmelavede rustninger etc. og egentlig ageren i rollespilsforeninger. I 1990'erne vandt psykologisk og moralsk mere komplekse spil frem (Vampire: The Masquerade, 1991), men rollespil er i stigende grad blevet fortrængt af strategiske samlekort-spil, fx Magic (1993), krigsspil, fx Warhammer, og især computerspil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig