nar

Nar, figur, hvis funktion er at underholde fx med gøgl eller ved at latterliggøre sig selv eller andre, og som har frisprog hos autoriteterne og derfor kan tillade sig større dristighed i sine udtalelser. Narren optræder i rituelle og teatrale sammenhænge, i forbindelse med hoffer samt som litterært og billedligt motiv. I løbet af middelalderen fik narren sit klassiske udseende: flerfarvet dragt i rød, gul og grøn, hat eller hætte med bjælder og æselører, hanekam eller hanehoved samt spejl eller narrestav, marotte.

Hofnarre forbindes især med middelalder og renæssance, ofte i skikkelse af den åbenmundede vanskabning, men bevidnes langt tilbage i historien. Det er dog først fra 1100-t., at de figurerer som poster i de fyrstelige regnskaber. Institutionen holdt sig op i 1700-t., i Rusland og Italien dog noget længere.

Ikke mindst i 1400-t.s Frankrig foranstaltede de såkaldte narreselskaber verdslige narrefester med satiriske spil, fx under devisen "Narrenes antal er uendeligt", som indskriften på Dijon-selskabets fane lød. Narrefesternes narrekonge går igen i karnevalsfyrsten, der valgtes og for en kort stund indtog "tronen", hvorfra han udøvede et karikeret regime.

Et af hovedværkerne i narrelitteraturen er Sebastian Brants Das Narrenschiff (1494), der portrætterer dårskaber og brøstfældigheder på færden mod landet Narragonien. Også i renæssancens folkebøger berettes om skælme og narre som fx Till Uglspil eller Marcolfus og hans italienske pendant Bertoldo, der sætter denne verdens vise grå hår i hovedet. I flere af Shakespeares stykker, fx Helligtrekongersaften (1602) og Kong Lear (1606), optræder en nar som en af de centrale figurer; Shakespeares narre udtrykker stor og bitter livsvisdom. Romantikken dyrkede gerne smerten i narreskikkelsen, således i Verdis opera Rigoletto.

Grundlæggende kan man tale om den nar, som er til nar, og den, der gør nar, dvs. afdækker omverdenens tåbelighed. Man taler således om, at den latterlige hovedperson i fx Molières og Holbergs karakterkomedier er til nar, mens den forslagne tjener, den komiske person, er den demaskerende nar.