L'hombre, kortspil af spansk oprindelse, kendt siden 1400-t. Spilles oftest af fire personer, men kun tre er i aktion ad gangen. Der benyttes et normalt spil kort uden ottere, niere og tiere; i alt 40 kort. I hvert spil kæmper den ene af de tre aktive spillere mod de to andre, som samarbejder. Der spilles to slags kontrakter: Med trumf, hvor det gælder for spilfører at tage flest stik, og nolo (uden trumf), hvor det gælder om ikke at få stik. Spillets oprindelse fremgår af de spanske udtryk, der stadig anvendes: spadille (spar es), manille (næsthøjeste trumf) og basta (klør es). En særlig gunstig og sjælden hånd rummer de ni matadorer, dvs. de ni højeste trumfer. Fik en spiller en sådan hånd, modtog han tidligere en daler (2 kr.) fra hver medspiller. I vore dage er beløbet pristalsreguleret, fx skal den heldige i nogle kredse give middag til medspillerne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet l'hombre kommer via fransk fra spansk el hombre 'manden, mennesket', latin homo, egl. om en person, som spiller mod to andre.

De fleste spiller kun l’hombre privat, men i 1950 stiftedes Dansk L’hombre Union, der siden har organiseret en divisionsturnering for hold. Der spilles desuden en række præmie-l’hombre-turneringer. DLU havde i 2015 859 medlemmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig