Kortspil.

.

Kortspil, en af verdens mest udbredte fritidssysler. Kortspil har fundet sted i Kina i hvert fald fra år 1000. I Europa fremstilledes de første spillekort sandsynligvis i Italien i 1300-t.

Oprindelig var symbolerne på kortene pokaler, mønter, sværd og køller, men omkring 1500 begyndte man i Frankrig at benytte de i dag anvendte symboler, spar, hjerter, ruder og klør. På dette tidspunkt havde kortspillet opnået almen udbredelse, og i en række lande forfulgtes spillet for ugudelighed. I 1615 indførte England som det første land en særlig skat på spillekort; i Danmark var der spillekortafgift 1756-1990.

Midt i 1600-t. blev Europa grebet af en voldsom kortdille, da hasardspillet faro blev opfundet i Venezia og hurtigt bredte sig. Det flyttede formuer og førte også til en hastig udbredelse af svindel med kort, ureel givning, mærkede kort m.m.

Mange kortspil er egnstypiske, og kendte kortspil som whist og poker spilles i utallige lokale varianter. Andre er udbredt over hele verden med standardiserede regler, bl.a. til kasinobrug. Størst udbredelse har det sent opfundne bridge, som er verdensomspændende organiseret med mesterskaber på alle niveauer, professionelle spillere og en meget omfangsrig litteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig