Romero, spansk tyrefægterdynasti fra Ronda i Andalusien. Matadoren Francisco Romero (ca. 1700-1763) opfandt bl.a. muletaen, tyrefægterens røde kappe, og menes også at være den første torero, der dræbte en tyr til fods og ansigt til ansigt. Hans søn, Juan Romero (d. 1825), udviklede bl.a. cuadrillaen eller holdet omkring tyrefægteren og estoque, det sværd tyrefægteren bruger til at dræbe tyren. Francisco Romeros sønnesøn, Pedro Romero (1754-1839), blev en af spansk tyrefægtnings legender og mest anerkendte repræsentanter ikke mindst takket være sin lange karriere, hvor han uskadt formåede at dræbe over 5000 tyre. Pedro Romero var gode venner med maleren Francisco de Goya, og ved optogene i den årlige festival eller feria i september i Ronda til Pedro Romeros ære bærer deltagerne kostumer inspireret af Goyas folkelivsmotiver fra 1770'erne og 1780'erne. Se også tyrefægtning.