Faktaboks

Ronnie O'Sullivan
Født
5. december 1975

Ronnie O'Sullivan, f. 5.12.1975, engelsk snookerspiller. Ronnie O'Sullivan viste i en tidlig alder talent for snooker. Han opnåede sit første 100-break (117 point) som 10-årig og sin første maksimumserie (147 point) som 15-årig. I 1992 blev han professionel. Han er kendt for sin hurtige spillestil, som i 1997 udmøntede sig i rekorden for verdens hurtigste 147-break på 5 min. og 20 sek.

I Welsh Open i 2014 tog Ronnie O'Sullivan rekorden for flest maksimumserier i officielle turneringer, da han overhalede Stephen Hendry. Samme år øgede han forspringet i UK Championship, da han lavede den trettende maksimumserie i sin professionelle karriere.

Ronnie O'Sullivan har vundet fem verdensmesterskaber i 2001, 2004, 2008, 2012 og 2013. Et af hans særlige talenter er evnen til at skifte naturligt fra højre til venstre hånd under spillet og dermed undgå brug af rest eller spider. Han nyder stor popularitet blandt publikum, men han er også en kontroversiel spiller, som flere gange har truet med helt at forlade sporten, når spillet ikke går, som han ønsker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig