En forlystelsespark er et folkeligt underholdningsetablissement, der har åbent mere eller mindre permanent.

Historie og udvikling

Forlystelsesparkerne har deres oprindelse i middelalderens markeder, som foruden handlende tiltrak gøglere, musikanter o.l.

Disse traditioner med tilknyttede forlystelser lever bl.a. videre i forbindelse med de store karnevals- og høstfester i Köln, München, Binche i Belgien, Nice, Venedig, New Orleans og i Latinamerika især i Mexico, Bolivia og Rio de Janeiro.

Af danske endnu eksisterende markeder af denne karakter kan nævnes Hjallerup Marked, Klostermærken i Løgumkloster og folkefesten Kliple' Mærken i Kliplev. Også de genoplivede kram- og kræmmermarkeder trækker mange til.

Udflugtssteder som Prater med Volksprater i Wien og Coney Island i New York udviklede sig gradvis til egentlige forlystelsesparker.

Af nyere oprindelse er Liseberg i Göteborg, der åbnede i 1923, Hansa-Park i Nordtyskland fra 1977, Disneyland fra 1955 med aflæggere i Japan og Europa (EuroDisney) samt Disneyworld i Florida fra 1971.

Branchen udvikler sig stadig på nye lokaliteter og med nye temaer. I 2010 åbnedes eksempelvis i Abu Dhabi verdens hidtil største indendørs forlystelsespark Ferrari World, der tager udgangspunkt i det italienske sportsvognsmærke Ferrari og dets præstationer inden for motorsport, og som bl.a. byder på verdens hurtigste rutsjebane "Formula Rossa".

Danmark

I Danmark flyttede de efterhånden mange sommerforlystelser omkring Kirsten Pils Kilde i Jægersborg Dyrehave ca. 1820 til Dyrehavsbakken øst for kilden.

En særlig rolle spillede forlystelseskongen Georg Carstensen, der bl.a. oprettede Tivoli i København 1843. Derudover fandtes De Fattiges Dyrehave ved Kalkbrænderihavnen fra ca. 1840 til anlæggelsen af Københavns Frihavn 1891-94.

Ud over Tivoli og Dyrehavsbakken kan blandt større danske forlystelsesparker nævnes LEGOLAND i Billund og Tivoli Friheden i Aarhus samt sommerlande som Fårup Sommerland, Djurs Sommerland, Brændesgårdshaven på Bornholm og på Sjælland BonBon-Land og Sommerland Sjælland.

En række ferie-, oplevelses- og aktivitetscentre kan på nogle punkter minde om forlystelsesparker, bl.a. Bornholms Middelaldercenter ved Østerlars, Fjord&Bælt i Kerteminde, Historiecenter Dybbøl Banke, Kattegatcentret i Grenaa, Lalandia i Rødby, Billund og Søndervig, Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, Randers Regnskov og Museet Ribes Vikinger.

De 10 største forlystelsesparker og badelande i Danmark havde i 2022 9,9 mio. besøgende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig