Nationale Cykelruter består af i alt 11 længere cykelruter i Danmark, der i princippet forbinder flere landsdele, og som har en længde på mindst 200 km. Undtaget fra disse kriterier er rute 10, Bornholm Rundt.
Nationale Cykelruter er sammen med Regionale Cykelruter oprettet 1993 af de daværende amter efter idéoplæg fra Vejdirektoratet og Cyklistforbundet. Danmark blev dermed det første land i verden, der fik et samlet nationalt net af cykelruter. Ruternes samlede længde er 4.800 km.
Cykelruterne er sammensat af varierende delstrækninger, og ved ruternes linjeføring er der taget mest muligt hensyn til oplevelsesværdi, trafiksikkerhed, vejens eller stiens cykelegnethed og publikumsfaciliteter. Ruterne benyttes også af vandrere.
Efter amternes nedlæggelse 1.1.2007 er ruternes vedligeholdelse, herunder tilsyn med skiltningen, overgået til kommunerne. Ruterne bliver stedvis ændret, eksempelvis i forbindelse med etablering af nye cykelstier. Ændring af ruterne varetages af Vejdirektoratet efter indstilling fra kommunerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.