Faktaboks

Martina Navratilova
Født
18. oktober 1956, Prag
Martina Navratilova

Martina Navratilova under French Open i 1986.

Martina Navratilova
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Martina Navratilova er en forhenværende tennisspiller med en enestående karriere. Hun er født i 1956 i det daværende Tjekkoslovakiet, men har været amerikansk statsborger siden 1981.

Martina Navratilova er en af kun ti kvinder, der har vundet alle fire grand slam-turneringer i damesingle. I 1980’erne var hun en af verdens mest omtalte idrætskvinder, især pga. de talrige tennissejre, men også fordi hun stod frem som lesbisk, bl.a. i bogen Being Myself (1985).

Martina Navratilovas karriere

I perioden 1974-1994 vandt Martina Navratilova 167 singletitler (rekord), deraf ni i Wimbledon (1978-1979, 1982-1987, 1990), fire i US Open (1983-1984, 1986-1987), tre i Australian Open (1981, 1983, 1985) og to i French Open (1982, 1984). I kraft af sit eminente flugtspil vandt hun i samme periode også 165 titler i double.

Navratilova trak sig tilbage i 1996, men gjorde comeback i 2000 og vandt yderligere 15 titler (12 i double, tre i mixed double). Den sidste titel blev vundet ved US Open i 2006 (sammen med Bob Bryan (f. 1978), USA) — 32 år efter hendes første WTA-titler og kun ca. en måned, før hun fyldte 50 år. Fem år i træk blev hun kåret som ITF-verdensmester (1982-1986).

Martina Navratilovas grand slam-titler i single fordelt på år

Martina Navratilova
Martina Navratilova er en af de mest succesfulde tennisspillere nogensinde. Ikke alene vandt hun 18 grand slam-titler i single; hun vandt også 15 grand slam-titler i double. Hun er således en af kun seks spillere, der har vundet en ægte grand slam i double, dvs. samtlige double-titler ved de fire grand slam-turneringer inden for samme sæson. Det skete sammen med makkeren Pam Schriver (f. 1962) i 1984.
Martina Navratilova
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Martina Navratilova vandt 18 grand slam-titler i single igennem sin karriere.

År Grand slam-turnering
1978 Wimbledon
1979 Wimbledon
1981 Australian Open
1982 French Open, Wimbledon
1983 Australian Open, Wimbledon, US Open
1984 French Open, Wimbledon, US Open
1985 Australian Open, Wimbledon
1986 Wimbledon, US Open
1987 Wimbledon, US Open
1990 Wimbledon

Martina Navratilovas grand slam-titler i single fordelt på turneringer

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig