idrætspolitik

Indtil begyndelsen af 1980'erne var det et grundlæggende træk ved idrætspolitikken, at den offentlige støtte udelukkende blev givet til den frivilligt organiserede idræt. Der var bred politisk enighed om, at det ikke var en politisk opgave at støtte eliteidrætten. De fleste partier skiftede imidlertid holdning i 1984 med vedtagelsen af Eliteidrætsloven, som førte til dannelsen af Team Danmark.

Den ændrede holdning hang blandt andet sammen med, at flere lande havde støtteordninger for deres eliteidræt, og at Danmark havde klaret sig meget dårligt ved De Olympiske Lege i 1972 og 1976. Den nye lov om eliteidræt slog dog samtidig fast, at eliteatleternes udvikling skulle ske på en måde, som sikrede en "forsvarlig udvikling af eliteidrætsudøvere fysisk, personligt og socialt", ligesom det generelt skulle være "kulturpolitisk forsvarlig".

Den offentlige støtte har traditionelt været overladt til idrættens organisationer at forvalte uden politisk indblanding. En væsentlig forklaring på denne autonomi var det frivillige og ulønnede arbejde, som lægges i idrætsforeningerne.

I 1997 lagde regeringen Nyrup Rasmussens idrætspolitiske redegørelse dog op til, at der skulle stilles større politiske krav til, hvordan idrætsorganisationerne skulle bruge deres offentlige støtte. I sammenligning med andre samfundsområder og i sammenligning med udlandet var kravene imidlertid fortsat meget små.

Siden anden halvdel af 1990'erne har det vist sig som en entydig tendens, at idrættens ideologi justeres i overensstemmelse med det offentliges engagement i såvel eliteidræt som idræt i sundhedsøjemed. Mens idrætspolitikkens overordnede mål om at sikre et tilbud om idræt til alle ikke har ændret sig væsentligt, så har ikke mindst udviklingen inden for eliteidrætten i Danmark og internationalt sat den danske idrætspolitik til debat.

På nationalt plan har eliteidrætspolitikken siden 2000 særligt vist sig gennem forsøg fra eliteidrætten selv på at markere sig. Det skete bl.a., da Team Danmark offentliggjorde Eliteidrættens kanon samtidig med udgivelse af Kulturkanon. Men dansk eliteidræt har også modtaget kritik i forbindelse med sager om spiseforstyrrelser på grund af uhensigtsmæssige træningsforhold.

Spørgsmålet om at sikre en tryg idræt har også præget debatten om breddeidrætten. En diskussion om risikoen for seksuelle overgreb mod børn førte for eksempel i 2005 til, at det blev et krav, at der skulle udfærdiges såkaldte børneattester ved ansættelse af personer i idrætsforeninger, på musik-, ballet-, danse- og rideskoler samt i motions- og fitnesscentre for at undgå seksuelle overgreb.

Idrætspolitisk har Danmark også reageret på udviklingen inden for international idræt, der siden slutningen af 1990'erne har været præget af flere prominente sager om korruption og doping. Flere højtstående medlemmer i internationale idrætsorganisationer som FIFA og IOC har været anklaget for korruption og ikke mindst cykelsporten og Tour de France har oplevet flere tilfælde af dopingmisbrug.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har reageret ved at optrappe sin indsats for at få valgt danske ledere ind i de internationale forbunds styrende organer, og DIF forsøger nu mere målrettet at være fortaler for åbenhed i den såkaldt olympiske familie.

Også DGI har øget sin internationale, kulturpolitiske indsats gennem International Sport and Culture Association (ISCA). ICSA blev stiftet i København i 1995 for at fremme forståelse mellem folk på tværs af grænserne gennem idrætslige og kulturelle aktiviteter, først og fremmest på græsrodsplan.

I 1997 tog DGI desuden initiativ til at starte organisationen Play the Game for at styrke idrættens etiske værdigrundlag og fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i verdensidrætten. Play the Game var blandt andet en vigtig stemme i debatterne om udnyttelsen af eliteidræt til politiske formål i forbindelse med VM herrefodbold i Qatar i 2022 og Vinter-OL i Sotji i 2018.