Doping inden for idræt kendes fra omkring år 1900. Farmaceutiske stoffer blev anvendt af fx maratonløbere, cykelryttere, svømmere og fodbold- og basketballspillere for at forbedre deres indsats. Endvidere blev der inden for boksesporten rejst beskyldninger om doping, "forgiftning", af modstanderne med det formål at sløve eller ukampdygtiggøre dem.
Også inden for hestesport var doping et omfattende problem. Det skønnes, at 30-50% af alle heste i årene op til 1. Verdenskrig var dopede; i 1990'erne vurderes omfanget til omkring 1%. Mht. doping af heste, se hestesport.
Europarådet udsendte i 1960 en resolution mod dopingmisbrug, og i 1967 reagerede IOC ved at udsende en liste over forbudte stoffer. Forinden var misbrug bl.a. blevet dokumenteret under en række olympiske lege i 1950'erne og 1960'erne samt af to dødsfald inden for cykelsport (danskeren Knud Enemark Jensen under 100 km for hold ved OL i 1960 og briten Thomas Simpson under Tour de France i 1967).
Fra 1968 begyndte man mere systematisk at dopingteste idrætsudøvere i forbindelse med konkurrencer.
I løbet af 1950'erne steg brugen af anabole steroider blandt amerikanske bodybuildere, og den bredte sig hurtigt til udøvere af styrkebetonede discipliner som vægtløftning, kuglestød, hammerkast og diskoskast.
I 1972 blev den mongolske judoka Bukhaavaa Buida som den første afsløret i misbruget af anabole steroider, og i 1976 den polske kuglestøder Danuta Rosani (f. 1951), hvilket dermed dokumenterede, at også kvindelige idrætsudøvere indtog hormoner.
Truslen om udelukkelse fra konkurrencer og øget information om faren for ødelæggelse af kroppen har ikke kunnet standse misbruget. Canadieren Ben Johnson, verdens hidtil hurtigste mand, blev afsløret ved OL i 1988 med steroider i urinen, hvilket satte skred i afsløringerne.
Også 1990'ernes politiske åbning af Østeuropa bekræftede mistanken om, at doping var blevet brugt som et strategisk virkemiddel i kapløbet mellem de store politiske systemer og nationer.
I 1998 blev dopingproblemet for alvor synligt og genstand for omfattende offentlig debat; kinesiske svømmeres forsøg på at smugle dopingstoffer med til VM i Australien, uregelmæssigheder på det italienske dopinglaboratorium og ikke mindst afsløringen under Tour de France af Festinaholdets brug af epo gjorde det åbenlyst, at der i visse idrætsmiljøer foregik et systematisk dopingmisbrug.
Idet såvel regeringen som idrættens organisationer anerkendte dopingproblemet som en betydelig trussel mod idrættens værdigrundlag, blev der bl.a. foretaget en revision af dopingloven, ligesom der blev udarbejdet en hvidbog til kortlægning af dopingmisbrug i Danmark.
Danmark har desuden, sammen med Australien, Canada, Finland, Holland, New Zealand, Norge, Storbritannien og Sverige, opnået tilslutning til International Anti Doping Agreement (IADA), hvis målsætning er at sikre, at den internationale dopingkontrol foregår efter den højeste mulige kvalitet, samt at harmonisere og forbedre det nationale antidopingarbejde.
Hvidbogens analyser bekræftede, at der i bestemte miljøer i dansk idræt findes et dopingproblem, størst i de kommercielle fitnesscentre, og på baggrund heraf iværksatte regeringen og idrættens organisationer i 2000 det fælles program Anti Doping Danmark (ADD), som har det overordnede ansvar for kontrol og oplysning; i ADD's kontrolarbejde er der skabt en adskillelse mellem den kontrollerende og den dømmende myndighed.
ADD har ansvaret for gennemførelse af dopingkontrol i alle idrætsmiljøer i og uden for konkurrencer, og programmets ca. 40 dopingkontrollanter forestår årligt omkring 2000 (2015) dopingtests vha. urinprøver (fra 2003 suppleret med blodprøver). Af disse gennemføres ca. 2/3 som uanmeldte tests under træning, flest i de idrætsgrene, hvor sandsynligheden for dopingmisbrug er størst.
Alle danske prøver analyseres på dopinglaboratorium i Oslo. Knap 2% af dopingprøverne indeholder dopinglistede stoffer, og alle sager indbringes for Dopingnævnet i Danmarks Idræts Forbund (DIF).
ADD modtog i 2001 certifikat for kvalitetssikring af dopingkontrollen efter højeste internationale standard. Kvalitetssikringen er bl.a. med til at beskytte idrætsudøvernes rettigheder til fair og dopingfri konkurrencer.
En verdenskonference mod doping med deltagere fra bl.a. regeringer, sportsorganisationer og IOC førte i 1999 til etablering af et uafhængigt internationalt organ til fremme og koordinering af den internationale bekæmpelse af doping i sport.
Danmark deltog aktivt i arbejdet med etablering og finansiering af dette World Anti-Doping Agency (WADA), som har fået det overordnede ansvar for kampen mod doping; WADA har til dette formål bl.a. indstiftet et særlig dopingkodeks, som alle involverede parter må acceptere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.