Bislett
Hurtigløb på skøjter har altid været en stor publikumsidræt i Norge. Mens skøjteløb endnu var en udendørsidræt, var Bislett Stadion i Oslo skøjtesportens højborg; de store mesterskaber trak altid fulde tribuner.
Af /DEXTRA Photo.
Licens: CC BY 3.0

Norsk sport er en af landets største fritidsaktiviteter, og norsk elitesport har traditionelt domineret international vinteridræt.

Organisering

Norsk sport har siden 1946 været organiseret i Norges Idrettsforbund (NIF), som har 1,9 millioner medlemmer (2020). NIF er ansvarlig for organiseringen af både norsk bredde- og eliteidræt og har sit hovedkvarter ved Ullevaal Stadion i Oslo.

NIFs arbejde og dermed norsk breddeidræt er blandt andet finansieret af udlodningsmidler (norsk: spillemidler) baseret på overskuddet fra Norsk Tipping, der blandt andet udbyder tipning og forskellige lotterispil. Især i perioden 1965-1985 skabte den offentlige støtte grobund for en hidtil uset aktivitet og medlemstilgang i norsk idræt. På 20 år steg medlemstallet fra 430.000 til 1,6 millioner.

Køn

Norske kvinder var blandt de første til at nedbryde nogle af elitesportens kønsforskelle. Grete Waitz blev et symbol på kvindernes indtog i eliteidrætten ved at vinde New York Marathon ni gange. I kvindehåndbold og -fodbold har landet vundet EM og VM.

Elitesport

NIFs afdeling med ansvar for udviklingen af norsk eliteidræt hedder Olympiatoppen. Afdelingen blev oprettet i 1988. Norge har især i vinteridrætterne skabt bemærkelsesværdige resultater; ved vinter-OL har landet således erobret i alt 405 medaljer, heraf 148 af guld (2022).

Kunstskøjteløberen Sonja Henie, som vandt OL-guld tre gange (1928-1936) og VM ti gange (1927-1936) var en af de først norske internationale sportsstjerner. I nyere tid blev langsrendsløberen Marit Bjørgen den mest vindende atlet ved vinter-OL nogensinde i 2018, en titel som Bjørgen overtog, da hun overgik den hidtidige rekordholder Bjørn Dæhlie, ligeledes nordmand. Inden for alpint skiløb har Kjetil André Aamodt været en af landets store internationale profiler med otte olympiske medaljer.

Norge har to gange været arrangør af Vinter-OL (Oslo i 1952 og Lillehammer i 1994). Norge er desuden vært for en lang række internationale skiturneringer, blandt andre Holmenkollrennene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig