IOC
Medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité fotograferet i Paris i 1922.
IOC
Af .

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er en selvstændig organisation, som ejer De Olympiske Lege og de olympiske symboler.

Faktaboks

Også kendt som

International Olympic Committee, IOC

IOC blev stiftet i 1894 efter forslag fra franskmanden Pierre de Coubertin med henblik på at sikre afholdelsen af de moderne Olympiske Lege.

IOC's formål

IOC's overordnede formål er "at bidrage til en mere fredelig og bedre verden ved at uddanne unge mennesker gennem sport". Dette søges bl.a. gennemført ved at arbejde for udbredelse af elite- og breddesport, der er etisk præget og uden diskrimination, samt ved at sikre afholdelse af De Olympiske Lege.

OL-byer

Sommer-OL og vinter-OL uddelegeres hvert fjerde år til byer — ikke lande — efter ansøgning. Efter en korruptionsskandale i slutningen af 1990'erne blev IOC's regler, især for valg af OL-byer, ændret i 1999.

IOC's medlemmer

Thomas Bach
IOC-præsidenten Thomas Bach (f. 1953) taler ved åbningen af De Olympiske Vinterlege i Beijing i 2022.
Thomas Bach
Af /AP/Ritzau Scanpix.

IOC vælger selv sine medlemmer. Komitéen består af højst 115 medlemmer, hvoraf 15 vælges blandt olympiske atleter, 15 blandt specialforbundene og 15 blandt de nationale olympiske komitéer. Medlemmerne kan blive siddende, indtil de fylder 70 år, og ældre mænd udgør hovedparten af komitéens medlemmer.

Præsidenter i IOC

Præsidenter Periode
Demetrius Vikelas (Grækenland) 1894-1896
Pierre de Coubertin (Frankrig) 1896-1925
Henri de Baillet-Latour (Belgien) 1925-1942
Sigfrid Edström (Sverige) 1942-1952
Avery Brundage (USA) 1952-1972
Lord Killanin (Irland) 1972-1980
Juan Antonio Samaranch (Spanien) 1980-2001
Jacques Rogge (Belgien) 2001-2013
Thomas Bach (Tyskland) 2013-

Danske IOC-medlemmer

IOC har i årenes løb haft flere danske medlemmer, bl.a. Niels Holst-Sørensen fra 1977 til 2002. Fra 2009 til 2021 var Kronprins Frederik medlem af IOC og fra 2014 til 2022 også Poul-Erik Høyer, der vandt OL-guld i badminton i 1996. Poul-Erik Høyer valgte at trække sig af helbredsmæssige årsager, idet han i flere år har lidt af Parkinsons sygdom.

Danske medlemmer af IOC

Nationale olympiske komitéer

I alt har 203 lande nationale olympiske komitéer. Danmark har deltaget i den olympiske bevægelse siden 1896 og fik egen olympiske komité (DOK) i 1905.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig