Fodbold er Brasiliens nationalsport. Spillet kom til landet omkring 1894 og vandt hurtigt indpas i de velhavendes cricketklubber og i kirkens skoler. Først omkring 1930 blev de forskellige befolkningsgrupper integreret i turneringerne, og siden da har en professionel fodboldkarriere været et af de få midler for dårligt stillede unge til social opstigning i det brasilianske samfund.

Brasilien ved VM i fodbold

Brasilianske fodboldfans
Brasilianske fodboldfans ved VM i fodbold for mænd i 2022.
Brasilianske fodboldfans
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Som det eneste land har Brasilien deltaget i samtlige VM-slutrunder, og landet har vundet VM i fodbold for mænd fem gange (i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002). Den brasilianske spillestil er karakteriseret ved brillant teknisk kunnen kombineret med en rytmisk elegance ("sambafodbold").

Brasilianske fodboldspillere

I Rio de Janeiro ligger et af verdens største fodboldstadioner (Maracanã) med plads til lidt over 100.000 tilskuere. Edson Arantes do Nascimento, bedre kendt som Pelé, er den mest forgudede af alle Brasiliens fodboldspillere, og landet har i det hele taget produceret mange af verdens allerbedste spillere. Ud over Pelé kan fx nævnes Zico (f. 1953), Ronaldo, Kaká, Garrincha, Ronaldinho, Rivaldo (f. 1972) Cafú (f. 1970), Neymar (f. 1992) og Marta.

Andre sportsgrene

På internationalt niveau har Brasilien også gjort sig gældende inden for atletik, beachvolley, volleyball samt inden for bilsportens formel 1 med navne som fx Ayrton Senna og Nelson Piquet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig