Freestyle, samlebetegnelse for de æstetiske alpine skisportsdiscipliner: pukkelskiløb, skiakrobatik og skiballet, som udføres på korte, bløde specialski, samt væddeløbsdisciplin ski cross.

Pukkelskiløb løbes med samlede ski og stor kropsfjedring på en kort løjpe med store regelmæssige snepukler; undervejs foretages to forskellige hop.

Skiakrobatik er kunsthop ud over en opadgående rampe med fart fra et kort, men stejlt tilløb.

Skiballet er graciøs dans udført ned ad en svagt hældende bakke.

De enkelte discipliner bedømmes ud fra kunstnerisk udførelse, sværhedsgrad i hop og dans samt efter den samlede tid for gennemløbet i pukkelskiløbet. Bedste løber i den samlede freestyle-konkurrence udråbes som vinder af kombinationen.

Ski cross er et væddeløb mellem fire til seks deltagere, der efter en såkaldt massestart løber fire til fem omgange på en specialdesignet bane med varierende terræn.

Freestyle fremkom i USA, hvor første konkurrence blev afholdt i 1971, og i 1979 blev freestyle anerkendt af det internationale skiforbund. I 1986 afholdtes det første VM i pukkelskiløb, som optoges på OL-programmet i 1992, skiakrobatik i 1994 og ski cross i 2010. Det første officielle DM i pukkelskiløb foregik i 1996.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig