.

Judo er en japansk kampkunst, der blev skabt af japaneren Jigoro Kano (1860-1938) i 1880'erne ud fra traditionel jiu-jitsu. Kano fjernede alle farlige teknikker fra jiu-jitsu, hvorved det blev muligt at udøve judo som en moderne konkurrencesport.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer fra japansk judo 'den bløde måde', af ju 'blød' og do 'vej, måde'.

Eleverne må gennemgå seks læregrader, kyu, og der findes ti mestergrader, dan. Dan-systemet blev indført af Kano og er siden blevet overført til andre former for budo. I judo holder modstanderne fast i hinandens bomuldsdragt, gi. Det er et vigtigt princip i judo at give efter for modstanderens skub eller træk, hvorved man kan kaste ham med udnyttelse af hans egen energi.

En judokamp varer normalt 5 minutter og foregår på et afmærket kvadratisk areal på tykke måtter, der muliggør, at fald ikke giver skader. Kampen afgøres ved at kaste modstanderen eller holde ham i holdegreb fikseret med bagsiden af kroppen mod gulvet. I de højere bæltegrader og aldersklasser kan modstanderen også "stranguleres", eller hans albueled låses, hvorved vedkommende tvinges til at give op.

Det første EM for mænd blev afholdt i 1951, for kvinder i 1972, og det første VM for mænd blev afholdt i 1956, for kvinder i 1980. Sporten kom på det olympiske program i 1964 for mænd og i 1992 for kvinder. Judo har i dag vundet udbredelse i store dele af verden. Uden for Japan dyrkes den i reglen uden vægt på kampkunstens spirituelle dimension.

Dansk Judo og Jiu-Jitsu Union blev stiftet i 1948 og har været medlem af Danmarks Idrætsforbund siden 1968. I 2005 organiserede unionen 5.636 udøvere af jiu-jitsu, ju-jutsu og judo i 85 foreninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig