Grand National Handicap Steeplechase, The John Smith's Grand National, verdens mest berømte steeplechase, som hvert år rides over 7,2 km i Aintree nær Liverpool, England. Løbet blev afviklet første gang i 1837 og fik sit nuværende navn i 1847. I løbet indgår 29 forhindringer, hvis højde er 1,40-1,65 m. Desuden forceres en vandgrav, som er 4,3 m bred. Forhindringerne er så solide, at hestene ikke kan slå igennem hækkene med benene, men skal springe den fulde højde. Deltagerne skal kvalificere sig for at begrænse risikoen for uheld. Heste, hvis ryttere er faldet af, vil ofte fortsætte i løbet, og ikke sjældent kommer en rytterløs hest først i mål.