fægtning - Læs om historie og regler

Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller.

Fægtning med kårde.

Colourbox.

Licens: Begrænset anvendelse

Fægtning er tvekamp med blanke våben; i oldtiden og middelalderen især med sværd, fra omkring år 1500 overvejende med kårde, men også fx dolk, pallask, hellebard, lanse og bajonet har været anvendt. I takt med våbenudviklingen har fægtningen ændret karakter fra at være en kamp på liv og død til at blive en moderne sport.

Fægtning som tvekamp har eksisteret i flere tusinde år. Fra ca. 1190 f.v.t. kendes fra Luxor i Egypten den tidligste afbildning af en fægtekamp af sportslig karakter med omviklede sværd, masker og tilskuere.

Igennem middelalderen udvikledes kampen med blanke våben, samtidig med at de mistede deres betydning i krig på grund af skydevåbnenes indførelse. Denne udvikling og de forskellige skoler er beskrevet i fægtelitteraturen, tidligst kendt i Flos duellatorum in armis, equester, pedester fra 1410. I 1443 udgav den tyske fægtemester Tolhoffer sin Fechtbuch, som omhandler en række forskellige kampformer.

I årene 1588-1608 mistede tusinder af franske adelsmænd livet som følge af duel, og behovet for fægteundervisning uden for det militære regi blev imødekommet af private fægtemestre.

I samme periode udkom adskillige italienske og franske fægtebøger, som kom til at præge udviklingen, fx udgav Christian 4.s italienske fægtemester, Salvator Fabri (1554-1630), i 1606 i København De lo Schermo, overo Scienza d'arme, en af de mest berømte bøger om fægtning.

Efterhånden erstattedes den tunge duel-kårde med den lettere fleuret til træningsbrug, og af hensyn til sikkerheden blev rækkefølgen af angreb, parade og ripost regelsat.

De lettere våben gjorde det muligt at udføre angreb i flere bevægelser, ligesom parader med klingen helt afløste det hidtil eneste forsvar: undvigelse eller parade med dolk eller klæde i venstre hånd. Fægtemasken blev almindelig i slutningen af 1700-tallet.

Inden for fleuret- og kårdefægtning har den italienske og franske fægteskole været dominerende, hvorimod sabel-fægtningens udvikling er knyttet til Ungarn.

Sportsfægtningen i Danmark hentede sin første inspiration i Frankrig, og ikke mindst den franske fægtemester Leonce Mahaut (1875-1950), som i 1901 åbnede fægtesal i København, har præget dansk fægtning.

Den første danske fægteklub blev dannet i 1884, og i 1907 stiftedes Dansk Fægte-Forbund. Det internationale fægteforbund, Fédération internationale d'escrime, FIE, blev stiftet i 1913. Fægtning har været på det olympiske program fra de moderne leges begyndelse i 1896; fra 1924 også damefægtning. Der er blevet afholdt EM siden 1932, som fra 1937 blev udvidet til VM.

Moderne regler

Der fægtes på en bane, en såkaldt piste, som er 2 meter bred og 14 meter lang, og de afgivne stød, touchéer, registreres elektrisk. Vinderen er den fægter, som først sætter det aftalte antal touchéer ind på sin modstander inden for den aftalte tid.

Har ingen afgivet det tilstrækkelige antal touchéer ved tidens udløb, vinder den fægter, der har afgivet flest. Er stillingen lige, trækkes der lod om, hvem der får prioritet, og der fægtes yderligere 1 minut til 1 touché; hvis der ikke er afgivet nogle point inden for minuttet vinder fægteren med prioritet.

Fægtedragt, maske og handske dækker kroppens vitale dele. Ved fægtning med fleuret og sabel bæres en metalvest, som dækker det gyldige stødfelt.

Den moderne fleuret har bevaret sin karakter af skolevåben og er underlagt et regelsæt, hvis hovedformål er at favorisere angrebet. Et korrekt angreb, dvs. hvor våbenspidsen truer gyldigt stødfelt, og hvor fægtearmen er under udstrækning, skal pareres, før en ripost, som er angrebet umiddelbart efter paraden, kan sættes ind.

Denne ripost skal derefter pareres og efterfølges af en kontraripost osv. Hvis begge fægtere rammes samtidig, har de enten angrebet samtidig, hvorefter begge touchéer annulleres, eller en af dem har brudt konventionen. Dommeren afgør alle tvivlstilfælde. Gyldigt træffefelt i fleuretfægtning er selve kropsstammen.

Kårdefægtningen har bevaret sin historiske forbindelse til duellen og er derfor ikke underlagt mange begrænsninger. Det gælder om at ramme først; hele kroppen er gyldigt træffefelt, og hvis begge fægtere rammes samtidig, coup double, idømmes begge touché. Både fleuret og kårde er stikvåben, så touché kan kun sættes ind med våbenspidsen. Kårdefægtning indgår som disciplin i moderne femkamp.

Sablen er en videreudvikling af ryttersablen, og i sabelfægtning tæller både hug og stik. Reglerne er i princippet de samme som fleurettens. Angrebet prioriteres, og begge fægtere kan ikke træffes gyldigt samtidig; træffefeltet er overkroppen, arme og hoved.

Moderne fægtning stiller store krav til fysik, teknik og taktik. Hver af de to modstandere søger at bringe sig i den mest fordelagtige angrebssituation. Fægteafstanden spiller en afgørende rolle.

Angriberen søger at gøre afstanden kort, så angrebet kan fuldbyrdes med færrest mulige bevægelser. Den forsvarende fægter søger derimod en lang afstand for at vinde tid til at parere modstanderens klinge.

Andre vigtige momenter i kampen er fægtetempoet samt evnen til at kunne sætte et angreb ind, når modstanderen blotter sig eller er ude af balance. Angreb forberedes med en eller flere finter og kan være simple eller sammensatte; de afsluttes ofte med et udfald. Til forsvar findes otte parader, prim, second, terts, kvart osv., der dækker stødfeltets zoner, udvendig, indvendig, høj og lav.

En række danske fægtere har gjort sig gældende på internationalt niveau, fx deltog Ivan Osiier (1888-1965) i syv Olympiske Lege fra 1908 til 1948 og vandt sølv i kårdefægtning i 1912. Det største danske fægtenavn gennem tiderne, Karen Lachmann (1916-1962), prægede de europæiske pister i årene omkring 2. Verdenskrig. Hun fægtede fire olympiske finaler, vandt sølv i 1948, bronze i 1952 og blev verdensmester i 1954 efter at have vundet sølvmedalje i 1949 og 1951.

Internationalt har Italien og Frankrig præget fleuret- og kårdefægtningen i årene op til 2. Verdenskrig, hvorefter først og fremmest Sovjetunionen, men også Vesttyskland, Polen og Ungarn har markeret sig stærkt.

Inden for sabelfægtningen har Ungarn været dominerende indtil 1960, hvorefter Italien, Frankrig og Vesttyskland er blevet mere jævnbyrdige modstandere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.