Faktaboks

Thorvald Ellegaard
Født
7. marts 1877
Død
27. april 1954

Thorvald Ellegaard. Foto fra ca. 1905.

.

Thorvald Ellegaard var en dansk cykelrytter, der var professionel fra 1898 til 1926. I begyndelsen af 1900-tallet var han verdens største cykelsportsnavn. I sin lange karriere opnåede han 1560 placeringer i betydningsfulde cykelløb, heraf 925 sejre.

Thorvald Ellegaards karriere

Før Thorvald Ellegaard blev professionel, vandt han DM fire gange. I årene 1899-1914 vandt han Dansk Bicycle Clubs Grand Prix på Ordrupbanen 11 gange. Også i tandemløb vandt han en række sejre, bl.a. med broderen Peter som makker. Han vandt desuden VM i sprint i 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911 og fik sølv fire gange. Derudover vandt han verdens fornemste sprinterløb, Grand Prix de la ville de Paris, i 1901 og 1911.

Ellegaard var verdens største cykelsportsnavn i en epoke, hvor banesporten tiltrak sig større opmærksomhed end landevejsløbene. Efter endt aktiv karriere var Ellegaard bl.a. en overgang sportslig leder på Ordrupbanen.

I forbindelse med Danmarks Idræts-Forbunds 100-årsjubilæum i 1996 var Ellegaard blandt de fem nominerede mandlige kandidater til titlen Århundredets danske sportsnavn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig