Faktaboks

Miguel Indurain

Miguel Ángel Indurain Larraya

Født
16. juli 1964

Miguel Indurain er en forhenværende spansk cykelrytter, der var professionel i årene 1984-1996. Han var 1990'ernes største cykelsportsnavn, ikke mindst i kraft af at han som den første nogensinde præsterede at vinde Tour de France fem gange i træk (1991-1995).

Miguel Indurains karriere

Miguel Indurain

Miguel Indurain under Tour de France i 1995.

Miguel Indurain
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Miguel Indurain var som ung et stort talent og blev som 18-årig den yngste vinder nogensinde af det spanske amatørmesterskab på landevej. Han blev professionel i 1984 og vandt i 1986 Tour de L'avenir, der er kendt som "ungdommens Tour de France". I 1989 vandt han sit første store løb, Paris-Nice, og to år efter vandt han for første gang Tour de France, en bedrift, han gentog de efterfølgende fire år. Han var også favorit til at vinde løbet i 1996, men sluttede på en 11.-plads. Sejren gik i stedet til Bjarne Riis.

Miguel Indurain vandt endvidere Giro d'Italia i 1992 og 1993 og VM i enkeltstart i 1995. I 1995 og 1996 vandt han etapeløbet Critérium du Dauphiné. Ved de første åbne olympiske mesterskaber i cykling for amatører og professionelle i Atlanta i 1996 vandt han enkeltstarten. I en kort overgang, fra september til oktober 1994, var han endvidere indehaver af timeverdensrekorden med 53,040 kilometer.

Miguel Indurain fremstod som den beskedne mester, der aldrig udtrykte sig udfordrende i medierne. Han kommer fra Navarra-provinsen i Baskerlandet, men har altid nedtonet sit nationale tilhørsforhold for ikke at blive involveret i etniske stridigheder. Han modtog den prestigefyldte cykelpris Velo d'Or to gange (i 1992 og 1993).

Miguel Indurains hold

  • Banesto (1996)
  • Banesto (1995)
  • Banesto (1994)
  • Banesto (1993)
  • Banesto (1992)
  • Banesto (1991)
  • Banesto (1990)
  • Reynolds-Banesto (1989)
  • Reynolds (1988)
  • Reynolds-Seur (1987)
  • Reynolds (1986)
  • Reynolds (1985)
  • Reynolds (1984)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig